Tre ugers feriepenge skal udbetales senest til oktober - se hvad du kan få udbetalt
Regeringen og flere partier er nået frem til en model for delvis udbetaling af indefrosne feriepenge.
Senest til oktober vil danskerne have mulighed for at få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge.
Det sagde finansminister Nicolai Wammen (S) natten til mandag, efter forhandlingerne om en genopretningspakke faldt på plads med størstedelen af Folketingets partier.
For en gennemsnitlig lønmodtager med en årlig bruttoindkomst på cirka 350.000 kroner svarer de tre ugers feriepenge til knap 15.000 kroner efter skat. Herunder kan du se flere eksempler:
60 milliarder
Pakken skal sætte gang i økonomien, mens Danmark fortsat kæmper med effekterne af coronakrisen.
- De tre ferieuger, der kommer ud, svarer til omkring 60 milliarder kroner, siger han om pengene, som borgerne selv har indbetalt.
At feriepengene muligvis først triller ind på folks konti til oktober, skyldes "tekniske årsager", lyder det fra finansministeren.
- Danskerne kan være trygge ved, at pengene kommer. Så hvis man i sommerperioden vil bruge penge på is, tøj eller ting til hjemmet, så kan man gøre det i vished om, at pengene kommer til oktober, siger han.
Stadig to uger tilbage
Til efteråret forhandles om de to sidste ugers indefrosne feriepenge.
- Når vi kommer til efteråret, vil partierne her beslutte, om de sidste to uger også skal udbetales, siger Nicolai Wammen.
I aftaleteksten står, at initiativet vil indebære hastelovgivning.
- Regeringen vil gå i dialog med arbejdsmarkedets parter og ATP om den konkrete udmøntning, herunder grundlaget for opgørelsen af feriemidlerne, står der videre.
De indefrosne feriepenge er et resultat af den nye ferielov, der blev gennemført i 2019.
Planen var, at pengene skulle stå i en offentlig feriefond, indtil den enkelte går på pension.
Bredt flertal
Aftalen om genopretningspakken er indgået med et bredt flertal af Folketingets partier.
- Vi skal have gang i det indenlandske forbrug. Derfor noterer vi os med tilfredshed, at der er tre af ferieugerne, der nu bliver udbetalt, siger finansordfører Troels Lund Poulsen fra Venstre.
Også det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet er med i aftalen.
Kort før aftalen faldt på plads, forlod Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige dog forhandlingerne.
DF og Nye Borgerlige gik kort før aftale
Som en del af pakken får personer på overførselsindkomst en skattefri check på 1000 kroner. Og det er Dansk Folkepartis formand utilfreds med.
- Det, der er foreslået, er 1000 kroner i engangsudbetaling. Det er både 1000 kroner til personer med flygtningebaggrund og pensionister, siger Kristian Thulesen Dahl.
- Jeg har kæmpet for at lave det om, og derfor er jeg virkelig skuffet, siger han.
Finansministeren oplyser, at man endnu ikke har tal på, hvor mange arbejdspladser den nye aftale med blandt andet udbetaling af feriepenge vil give.