Coronavirus

SAS får brug for 8,9 milliarder kroner

Den danske regering er klar med milliardstøtte til SAS. Men pengene skal modsvares af en større ejerandel af flyselskabet.

Flyselskabet SAS har brug for cirka ni milliarder danske kroner i kapital for at komme ud på den anden side af coronakrisen med vingerne i behold.

Det anslår SAS selv i en meddelelse til fondsbørsen.

Uden den her hjælp findes SAS ikke mere. Det er et selskab i en livskrise

Jacob Pedersen, aktieanalysechef og luftfartsekspert ved Sydbank

Her skriver SAS også, at den svenske regering allerede har foreslået parlamentet i Sverige, Riksdagen, at yde hvad der svarer til 3,5 milliarder danske kroner i støtte til selskabet.

Den danske regering er også klar med økonomisk støtte, skriver SAS i fondsbørsmeddelelse mandag formiddag. TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn anslår, den danske stat vil skyde et tilsvarende beløb ind.

Derudover vil SAS forsøge at få økonomisk støtte fra den norske regering, lyder det i meddelelsen.

Milliardbehov

Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef og luftfartsekspert ved Sydbank, er støtten fra den svenske og danske stat tvingende nødvendig for SAS' fremtid.

- Beløbet fortæller os, at SAS er på randen af konkurs, hvis ikke staterne hjælper. Pengene har fosset ud af kassen siden man parkerede flyene på jorden, og egenkapitalen er væk. Uden den her hjælp findes SAS ikke mere. Det er et selskab i en livskrise, siger Jacob Pedersen til TV 2.

Milliardbehovet kommer på bagkant af nogle hårde måneder for SAS, der nærmest har ligget stillet på grund af coronakrisen og de medfølgende rejserestriktioner.

Statens investering i SAS skal modsvares af en rimelig ejerandel

Aftaleteksten mellem Folketingets partier vedrørende rekapitalisering af SAS

Allerede i marts lovede både den danske og svenske stat en milliardstøtte til SAS.

Samtidig hjemsendte SAS cirka 10.000 medarbejdere på grund af den nedsatte rejseaktivitet. Efterfølgende har SAS meldt ud, at de er nødt til at fyre medarbejdere. I alt drejer det sig om cirka 5000 medarbejdere, der skal skæres fra, hvoraf de cirka 1700 er ansat i Danmark.

Danmark kan komme til at eje mere

Som ejerskabet ser ud i dag, ejer både den danske og den svenske stat godt 14 procent af aktierne i SAS. Tidligere har også den norske stat også ejet en del af SAS, men for et par år siden solgte den Norge sig ud af SAS' ejerkreds.

Efter SAS' fondsbørsmeddelelse har Finansministeriet meldt ud, at alle Folketingets partier er blevet enige om en aftale, der sikrer flere penge til SAS.

- SAS er afgørende for Danmarks internationale tilgængelighed, herunder særligt i kraft af knudepunktet i Københavns Lufthavn. Det understøtter den danske økonomi, dansk eksport og erhvervsliv samt danske arbejdspladser, står der i aftaleteksten.

Men garantien fra den danske stat kommer ikke uden betingelser, står der også. Partierne er således enige om, at "statens investering i SAS skal modsvares af en rimelig ejerandel".

- Uagtet omfanget af statens fremtidige ejerandel er aftaleparterne enige om, at SAS er et kommercielt selskab, der skal drives på et forretningsmæssigt grundlag, står der videre i aftaleteksten.

På sigt skal den danske stats ejerandel i SAS dog medbringes igen, har partierne aftalt. Dog først når "de rette markedsforhold måtte gøre sig gældende".

De cirka syv milliarder kroner, den danske og svenske stat til sammen forventes at yde i støtte til SAS, skal ses i lyset af en nuværende markedsværdi på cirka 2,5 milliarder danske kroner. Markedsværdien er udtryk for den samlede værdi af alle firmaets aktier.