Overblik: Her er den nye genopretningspakke med tusindvis af kroner til danskerne
Med den nye sommerpakke er der blandt andet tre ugers feriepenge, en skattefri check og en forlænget dagpengeperiode på vej.
Regeringen og flere partier nåede i nat frem til en aftale om en såkaldt genopretningspakke, hvor dele af danskernes indefrosne feriepenge udbetales.
Genopretningspakken skal hjælpe erhvervslivet og sende flere penge ud til danskerne for at øge forbruget.
Alle Folketingets partier undtagen Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance er med i aftalen.
Her er nogle af hovedpunkterne:
Feriepenge
- Tre ugers feriepenge udbetales til oktober. De sidste to af de i alt fem ferieuger skal partierne forhandle om i efteråret.
- Feriepengetiltaget vil i alt koste 60 milliarder kroner. Pengene er dog indbetalt af modtagerne selv som del af feriepengeordningen.
Skattefri check
- Personer på overførselsindkomst får en skattefri check på 1000 kroner. Det gælder blandt andet pensionister og førtidspensionister, dagpengemodtagere, immigranter og studerende på SU.
Selvstændige får ret til dagpenge
- Under visse betingelser får selvstændige mulighed for at få ret til dagpenge uden 12 måneders forudgående a-kassemedlemskab.
Forlængelse og udfasning af ordninger
- En ordning for blandt andet selvstændige og freelancere skal udfases, men forlænges først med en måned til og med 8. august.
- Dagpengeperioden forlænges med yderligere to måneder. Det sker for at give arbejdsløse bedre tid til jobsøgning, mens virksomhederne er ved at komme i gang med at slå stillinger op efter coronakrisen.
- Udvidede SU-lånemuligheder for elever og studerende forlænges med to måneder.
- Flere kompensationsordninger på kulturområdet forlænges frem til den 8. august 2020.
- Frist for ansøgninger til garantiordninger for virksomheder forlænges til slutningen af 2020.
Boost af dansk eksport
- Der afsættes ti milliarder kroner til at oprette en statslig fond, som skal hjælpe danske eksportvirksomheder gennem krisen.
- 500 millioner kroner tilføres en samlet eksportpakke. Der tilføres blandt andet 15 millioner kroner til at styrke en arbejdsgruppe til eksport og jobskabelse.
Jobeffekt
- Selv om pakken skal øge aktiviteten i dansk økonomi, er det endnu for tidligt at sige, hvor mange arbejdspladser den nye aftale vil give, siger finansminister Nicolai Wammen.
Derudover er der afsat 700 millioner i 2020 til initiativer til blandt andet kultur- og naturoplevelser. Det skal der fortsat forhandles om, ligesom regeringen vil præsentere et oplæg til en luftfartspakke.
Kilder: Finansministeriet, aftalepartierne