Samfund

LISTE: Personer i disse 20 grupper får 1000 kroner af staten

Fra venstre: Formand Søren Pape Poulsen (K), finansordfører Troels Lund Poulsen (V), finansminister Nicolai Wammen (S), finansordfører Sofie Carsten Nielsen (R) og erhvervsminister Simon Kollerup (S). Philip Davali / Ritzau Scanpix

Udbetalingen forventes at koste staten 1,8 milliarder kroner og vil ske senest i oktober.

En del af den genoprettelsespakke, der blev forhandlet færdig i Finansministeriet natten til mandag, garanterer 1000 skattefri kroner til alle på overførselsindkomst.

Pakken er blevet til for at sparke gang i den danske økonomi, der har været stækket af coronakrisen.

Det er personer, som falder ind under en af disse 20 grupper, der kommer til at modtage pengene:

  • Dagpenge
  • Kontanthjælp
  • Uddannelseshjælp
  • Revalidering samt forrevalidering
  • Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse
  • Sygedagpenge
  • Jobafklaringsforløb
  • Ressourceforløb
  • Ledighedsydelse
  • Fleksjob
  • Førtidspension
  • Efterløn
  • Barselsdagpenge
  • Folkepension (inklusive brøkpension)
  • SU
  • Skånejob
  • Fleksydelse
  • Seniorpension
  • Tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende med nedsat arbejdsevne
  • Tabt arbejdsfortjeneste vedrørende børn med nedsat funktionsevne

Den endelige liste over, hvem er der kommer til at modtage den skattefri check, er blevet bekræftet af Beskæftigelsesministeriet.

Senest til oktober vil den skattefri check dukke op på danskernes bankkonti. Udbetalingen forventes at koste staten 1,8 milliarder kroner. Personer, der har modtaget overførselsindkomst i april, vil få checken.

Flere stridspunkter

Den lange liste blev dog ikke til uden problemer.

Første udvandrede Liberal Alliance fra forhandlingerne. Sidenhen gjorde Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti det samme.

- Jeg forstår simpelthen ikke, at en pensionist, der har været her hele sit liv og knoklet for at bygge det danske velfærdssamfund op, skal sidestilles med en migrant, der kommer til Danmark og har været her i to-tre år, siger partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, til TV 2.

Nye Borgerlige stillede sig ligeså uforstående over for, at visse personer får en check på 1000 kroner.

- Man vil bruge over en milliard kroner af borgernes skattekroner, hvor man vil give en stor del af dem til ikke-vestlige indvandrere, som overhovedet ikke har bidraget til det danske arbejdsmarked, siger Lars Boje Mathiesen, finansordfører for Nye Borgerlige, til TV 2.

For Liberal Alliance handlede ikke så meget om det med flygtninge og migranter:

- Det er et meget mærkeligt argument, at fordi lønmodtagerne har nogle feriepenge til gode, så skal man også give gaver til folk, der ikke har feriepenge til gode, sagde Ole Birk Olesen, finansordfører for Liberal Alliance, til TV 2 søndag.

Flere initiativer på vej

Som en anden del af aftalen bliver der udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge til de danskere, der har optjent feriepenge. Pengene bliver tidligst udbetalt til oktober.

Der er flere initiativer på vej fra Christiansborg, der skal sætte gang i købelysten og bære Danmark ud af den krise, som coronavirussen har bragt med sig.

Der er afsat 700 millioner kroner til en 'sommerpakke' med konkrete initiativer til blandt andet sommer på landet og på øerne samt kultur- og naturoplevelser i Danmark.

Politikerne er endnu ikke indkaldt til forhandlingerne om, hvordan de 700 millioner skal fordeles, men det forventes, at de begynder tirsdag.