Samfund

Tyske turister er kommet ind i Danmark, selvom grænsen er lukket - politiet beklager

Grænseovergangen ved Kruså, hvor dansk politi kontrollerer. Grænsen åbner for tyske turister mandag 15. juni.  Claus Fisker / Ritzau Scanpix
TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Politiet kan ikke forklare, hvorfor de fik lov at køre ind i Danmark.

To tyske familier er lørdag formiddag uafhængigt af hinanden kommet ind i Danmark og er kørt til Rømø.

Det er omkring halvandet døgn, før det officielt er tilladt. Det fortæller udlejningsbureauet Sol og Strand, der i al hast har måttet finde overnatning til de to familier.

- Vi er blevet kontaktet af to familier, som til vores store overraskelse allerede er kommet til øen, forklarer bureauchef ved Sol og Strand, Hanne Meyer til TV SYD.

Det ene par - et ældre ægtepar - ankom allerede lørdag formiddag.

- Vi hjalp dem selvfølgelig med at finde overnatning, til deres feriebolig er klar søndag. Men vi regnede bestemt ikke med, at der ville henvende sig flere, men det gjorde der. Omkring klokken 14 dukkede et yngre par op hos os - klar til ferie på Rømø, fortæller Hanne Meyer.

Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter over for TV 2, at man har kendskab til at i hvert fald én tysk familie er kommet ind i Danmark før tid.

- Jeg kan bekræfte, at der har været et tilfælde, men jeg ved ikke, hvad den pågældende familie har givet som forklaring om et eventuelt "anerkendelsesværdigt formål", da de krydsede grænsen, siger vagthavende ved politiet.

Han afviser, at de tyske turister vil blive sendt retur over grænsen. Samtidig beklager politiet, hvis det har tilladt tyske turister at rejse ind i Danmark.

Det siger politiinspektør i Syd- og Sønderjyllands Politi Brian Fussing i en skriftlig kommentar.

Udlejningsbeviser gav adgang

Ifølge udlejningsbureauet er begge de tyske par kommet ind i Danmark uden problemer ved grænsekontrollen.

- Vi har fået fortalt, at begge par viste deres udlejningsbeviser til politiet. Det ene par blev først afvist, men så forbarmede politiet sig åbenbart over dem, og de fik alligevel lov at køre ind i landet. Det andet par fik lov at køre over grænsen uden videre, fortæller Hanne Meyer.

Grænsen til Danmark åbner først officielt for tyske, norske og islandske turister fra mandag 15. juni.

Vi har fået fortalt, at begge par viste deres udlejningsbeviser til politiet.

Hanne Meyer, bureauchef, Sol og Strand, Rømø

Udlejningsbureauet Sol og Strand på Rømø har udlejet omkring 140 boliger fra mandag. Hanne Meyer håber ikke, der dukker flere tyske turister op inden da.

- Vi åbner bureauet søndag aften kort før midnat, og her er vi meget parate til at modtage de mange gæster.

Fredag tillod det tyske politi, at danskere, der ønsker at rejse ind i Tyskland, kan gøre det uden problemer. Man bliver ikke længere stoppet på grund af covid-19.