Racisme er ikke et udbredt problem i Danmark, mener halvdelen i ny undersøgelse

De 18 til 29-årige anser i højere grad end resten af befolkningen racisme som værende et problem.

Er racisme et udbredt problem i Danmark?

Den debat er blusset op igen den seneste tid efter mange dages protester i USA mod strukturel racisme og politivold.

De amerikanske protester startede i Minneapolis og bredte sig til det meste af landet, så til flere andre lande, og søndag var over 15.000 mennesker samlet til demonstration i København.

Men spørger man danskerne, om racisme er et udbredt problem her til lands, så svarer lige over halvdelen nej.

Det viser en ny Megafon-undersøgelse med 1174 respondenter over 18 år.

Unge ser i højere grad et problem

I undersøgelsen erklærer 51 procent af respondenterne sig helt uenige eller overvejende uenige i, at racisme er et udbredt problem i Danmark.

32 procent er omvendt helt eller overvejende enige i, at der er et udbredt problem med racisme.

De yngste respondenter fra 18 til 29 år anser i højere grad end resten af befolkningen racisme som et problem.

At det forholder sig sådan overrasker ikke Mira Skadegaard, der er postdoc ved Institut for Kultur og Læring, Aalborg Universitet.

- Jeg er ikke overrasket over, at halvdelen af danskerne mener, at racisme ikke er et problem. Det er som regel, dem der oplever diskrimination, der oplever problemerne, siger hun til TV 2.

Men især i forhold til politiske tilhørsforhold er der en sammenhæng at spore.

Blandt vælgere fra Radikale Venstre, Alternativet, SF og Enhedslisten under ét, mener et klart flertal, at racisme er et udbredt problem.

Blandt de øvrige partiers vælgere er der til gengæld et massivt flertal, der ikke mener, racisme udgør et problem.

Demonstrationer i flere lande

Debatten om strukturel racisme begyndte, da den sorte mand George Floyd døde i forbindelse med en brutal anholdelse 25. maj i Minneapolis, hvor en hvid politibetjent satte sit knæ på den 46-årige mands hals i næsten ni minutter.

Hans død satte gang i protester, der bredte sig til store dele af USA og nogle steder udviklede sig til deciderede optøjer.

Sagen har ført til sympatidemonstrationer i mange lande verden over. Også i flere danske byer, hvor demonstrationerne er foregået fredeligt.

Det har dog ikke været uden uoverensstemmelser. Forud for demonstrationen i København i søndags havde arrangørerne, Black Lives Matter Denmark, delt et sæt retningslinjer for hvide mennesker, der deltog i demonstrationen, hvilket gav en vis splid. De hvide skulle blandt andet afholde sig fra at råbe "I can't breathe" og tale med pressen.