Coronavirus

Hotelejere efter regeringens kovending: Det er ikke nok

Hotel Bella Sky i København. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Hotel-kæden Scandics direktør, Søren Faerber, mener, at ændringen kun vil øge belægningen på hotellerne med fem procent.

- Det er en lille god nyhed. Men det er ikke nok og hjælper ikke mine to hoteller eller vores branche i København.

Hotelejer Søren Kaas finder ikke ligefrem champagnen frem efter regeringens seneste udmelding om turister i København og Frederiksberg.

Turister fra Tyskland, Norge og Island må nu alligevel gerne overnatte i København og Frederiksberg, slog justitsminister Nick Hækkerup fast fredag eftermiddag.

Regeringen fastholder dog kravet om, at man skal have booket seks overnatninger i Danmark for at komme ind i landet som turist.

Indtil nu havde meldingen fra regeringen ellers været, at turisterne ikke måtte overnatte i København eller på Frederiksberg, og at de kun måtte tage på besøg i storbyen.

Kritik fra politisk hold, fra erhvervsorganisationer og fra turistbranchen har nu fået regeringen til at skifte mening.

Men ejeren af Saga Hotel og Hotel Ansgar, der begge ligger på Vesterbro i København, mener ikke, at ændringen vil være en afgørende forskel for hans hoteller.

- Det kan måske hjælpe lidt – måske øge belægningen med fem-ti procent. Det er ikke noget, der vil redde branchen i København, siger Søren Kaas.

Hotelejeren har lukket sit ene hotel, Saga, mens han i maj havde en belægning på 35 procent på sit andet hotel. Og dét var endda til priser, der var 59 procent lavere end sidste år

- Dette får os ikke til at åbne Saga. Vi skal op på 80 procent belægning på Ansgar, før vi åbner det andet hotel, siger Søren Kaas.

Tåbelig regel

Samme melding kommer fra Scandic-kæden, der har 27 hoteller landet over, hvoraf de 15 lige nu er lukkede.

I København har Scandic lukket tre hoteller, og de kommer ikke til at åbne efter regelændringen, lyder det fra direktør Søren Faerber.

- Det er superglædeligt for hele København som destination, at vi får lavet en tåbelig regel om - en regel, som aldrig skulle være lavet i første omgang, siger Søren Faerber og fortsætter:

- Det vil gøre en lille forskel, men lige nu har vi en belægning på ti procent, hvilket normalt ligger på 85 procent. Måske kan vi hive det op 15 procent med det her, men så er det stadig en kæmpe underskudsforretning.

København kommer stadig til at være ”gabende tom”, mener direktøren.

Hvis de københavnske gader igen skal fyldes af turister, skal der åbnes for turister fra andre lande med samme smittetryk som i Danmark, lufthavnen skal øge aktiviteten, og seksdages-reglen skal afskaffes.

- Seksdages-reglen er tåbelig, og den rammer København uforholdsmæssigt hårdt, fordi man normalt tager til København på en forlænget weekend og smutter igen. Seksdages-reglen er en sommerhusregel mere end noget andet, siger Søren Faerber.

Fortsætter presset

En holdning han får opbakning til af Dansk Erhverv.

Administrerende direktør Brian Mikkelsen kalder regeringens kovending for "afgørende for turistindustrien i København, for hotellerne, butikkerne og restauranterne".

Lyn-analyse

Det er en total kovending fra regeringen. Når man har et regelsæt, der er åbenlyst urimeligt, som der ikke er flertal for i Folketinget, og som ikke kan kontrolleres, så gælder det om at lave en hurtig feberredning. Hvilket regeringen har gjort i dag. Det værste er, hvis folk ikke længere har respekt og forståelse for reglerne, for så laver de deres egne regler, og så mister regeringen kontrollen. Jeg mener ikke, det er en tendens fra regeringens side, men man skal passe på, at man ikke misbruger folks tålmodighed ved at holde dem i et regelsæt, som de oplever urimeligt.

Men han ærgrer sig også over, at turister stadig skal booke mindst seks overnatninger i Danmark for at komme ind.

- Skulle turisterne være farligere, når de var der i seks dage, i stedet for at de var der i to dage? Det tror vi ikke på, og det er fra områder, som har mindre smitterisiko end i Danmark. Derfor er det ikke helt godt nok endnu, men vi fortsætter presset, siger Brian Mikkelsen.

Lufthavnen skal åbne igen

København tegnede sig i 2018 for 17 procent af al turisme i Danmark - danske og udenlandske turister stod for ni millioner overnatninger i hovedstaden.

Op mod 70 procent af turisterne i Danmark kommer via Københavns Lufthavn.

Derfor skal lufthavnen i omdrejninger igen, og turister fra det resterende Europa skal have lov til at komme til landet, mener Søren Kaas, ejer af hotellerne Ansgar og Saga.

- Norske turister må godt rejse, men den norske regering opfordrer dem til at blive hjemme. Tager man bare afsted, når det her kommer så sent her? Og hvordan kommer man afsted? Vi taler jo om bilturisme, for der er ingen fly, siger Søren Kaas.