GO'

14-årig havde 'voldsom oplevelse' på TikTok - det er ikke et børnemedie, siger pædagog

Videoen, hvor George Floyd bliver dræbt, florer på det populære medie.

Dansevideoer, sjove udfordringer og børn og voksne, der mimer til kendte sange.

Sådan ser et besøg på det sociale medie TikTok ofte ud, men for tiden bliver danske børn og unge også mødt af langt voldsommere videoer, når de scroller gennem deres feed i den populære app.

Det kan for eksempel være en optagelse af den voldsomme anholdelse af George Floyd, der førte til hans død, og andre videoer med politivold, som dukker op ud af det blå.

TikTok er ikke et børnemedie

Eva Fog, digital pædagog

Modsat andre sociale medier er det på TikTok ikke muligt at se, hvad en video indeholder, før den går i gang. Derfor kan børn få vist de voldsomme videoer fra urolighederne i USA uden at være forberedt på det.

En af dem, der har oplevet det, er 14-årige Nanna Agerskov Brostrøm, som pludselig sad og så anholdelsen af George Floyd på sin telefon.

- Jeg synes, det var en voldsom oplevelse. Jeg kan mærke, at det stadig sidder i mig, når jeg ikke længere er inde på TikTok. Jeg kan stadigvæk tænke tilbage og se det ubehagelige billede for mig, hvor han ligger der, siger hun i 'Go' aften LIVE'.

Primært brugere under 14 år

TikTok er især kendt for sine dansevideoer, og derfor kan det måske komme bag på mange forældre, at der også findes voldsomme videoer af sammenstød med politiet på tjenesten.

Det overrasker dog ikke Eva Fog, der er digital pædagog.

Hun har forsket i det sociale medie og har et klart budskab til de danske forældre.

- TikTok er ikke et børnemedie. Det er vigtigt at slå fast, siger hun.

Alligevel er størsteparten af TikToks brugere herhjemme børn. Den seneste opgørelse viste, at langt hovedparten af de 100.000 danskere brugere var under 14 år, fortæller Eva Fog.

- Vi er et af de steder i verden, hvor der er flest børn, der bruger det. Men i udlandet er det voksne, der bruger det, og derfor ligger der alle slags videoer derinde.

- Ubehag i maven

TikToks algoritme er opbygget således, at du bliver præsenteret for videoer med det indhold, du i forvejen interesserer dig for.

Derfor er det heller ikke ofte, at danske børn bliver præsenteret for eksempelvis amerikanske nyhedsvideoer, fortæller Eva Fog.

- Men den her gang er der en trend, der hedder Black Lives Matter, som mange børn og unge er med på. Det er den stime, Nanna og mange andre er kommet ind i, siger hun.

Jeg blev først og fremmest rigtigt chokeret

Nanna Agerskov Brostrøm, 14 år

Den trend har Nanna Agerskov Brostrøm oplevet blandt sine venner, hvor det er blevet populært at skifte sit profilbillede ud med et billede af en sort knyttet hånd for at vise sin støtte til kampen mod racisme.

Alligevel kom det bag på hende, da videoer af voldelige sammenstød mellem politiet og demonstranter - og ikke mindst videoen af George Floyds anholdelse - begyndte at dukke op i hendes feed.

- Jeg blev først og fremmest rigtigt chokeret. Jeg kunne mærke, at jeg fik sådan et ubehag i maven, siger Nanna Agerskov Brostrøm.

Tal med børnene

På trods af sit ubehag har Nanna Agerstrøm Brostrøm ikke snakket med sin mor om de videoer, hun ser på TikTok.

Derfor kommer det bag på moren, at den slags findes på det sociale medie.

- Jeg og mange andre naive forældre har gået og troet, at det handlede om hyggedans og nuttede pandaer, siger Ane Sofie Agerskov Brostrøm.

Det er fint at tale om, at verden ikke er et godt sted

Eva Fog, digital pædagog

Men lige præcis at sætte ord på de oplevelser, børnene har, er en rigtig god idé, lyder det fra den digitale pædagog Eva Fog.

- Vi skal ikke stå og kigge vores børn over skulderen hele tiden, men vi skal tale om, hvad de ser – hele tiden, siger hun.

- Og så er man nødt til at tale om, at der findes racisme i verden, og tale om det, der er sket. Det er fint at tale om, at verden ikke er et godt sted, siger Eva Fog.

TV 2 har spurgt TikTok, hvordan de beskytter børn mod voldsomt indhold, og om de overvejer at fjerne videoer af den voldsomme anholdelse af George Floyd. TikTok har ikke svaret på spørgsmålene, men har sendt følgende udtalelse på mail:

- TikTok er et fællesskab, der går meget op i at passe på hinanden. Vi hylder, at der skal være plads til alle, og fokuserer på at promovere et miljø uden hadefuld tale eller chikane. Som vi gør det klart i vores retningslinjer, er indhold, der hylder voldelige tragedier eller nedgør deres ofre, direkte modstridende med vores guidelines.

Se hele indslaget om de voldsomme videoer på TikTok i ’Go’ aften LIVE’ på TV 2 PLAY.