Samfund

Tivoli venter stort underskud - vil fyre 440 ansatte

2020 kan ende med et underskud op mod 100 millioner kroner i år, oplyser Tivoli.

Tivoli i København er hårdt ramt af coronaudbruddet og lægger derfor an til en stor fyringsrunde. Tivoli vil fyre op mod 440 ansatte - herunder fastansatte og sæsonarbejdere.

Det svarer til omkring 20 procent af de ansatte.

2020 kan ende med et underskud op mod 100 millioner kroner, oplyser selskabet i en meddelelse.

Markant færre gæster på grund af coronavirus

Tivoli holdt lukket to måneder under coronanedlukningen og åbnede først mandag i denne uge.

Der forventes markant færre gæster end normalt, da turister fra størstedelen af verden ikke må rejse til Danmark, og antallet af gæster forventes ikke at blive normalt på den korte bane.

Derfor må man skære til, lyder det fra bestyrelsesformand Tom Knutzen.

- Situationen er alvorlig for Tivoli. Vi kigger ind i et 2020, hvor Tivolis gæstetal og omsætning er stærkt præget af, at der kommer langt færre udenlandske turister til København på grund af grænselukningen og restriktionerne for overnatning i Hovedstaden.

- Dette ser ud til også at række ind i de kommende år. Derfor det nødvendigt for Tivoli at foretage ændringer i organisationen for at nedbringe lønomkostningerne og dermed genskabe en bæredygtig forretning, siger han.