Særdeles smitsom virus truer tomathøsten - også dem i din have

Købte tomater kan - hvis de har virus - smitte tomatplanter i danske gartnerier, drivhuse og haver. Styrelse advarer nu private.

Mens coronavirussen har gjort sit indtog blandt mennesker i hele verden, truer en virus nu også forskellige grøntsager. Det gælder blandt andet tomater, peberfrugter, chilier og auberginer.

Det oplyser Landbrugsstyrelsen til TV 2.

Man kan bringe virussen videre til gartnerier og egne tomatplanter, bare hvis man rører en tomatplante. Eller jorden

Michael Kongstad, gartneriejer

Der er tale om tomatskrumpevirussen – også kendt som 'Tomato Brown Rugose Fruit Virus' - som i værste fald kan ødelægge den danske tomathøst i både gartnerier og private haver. Virussen er allerede i flere europæiske lande, herunder i Holland, Frankrig, England, Tyskland og Polen.

Man kan godt spise tomater fra en angrebet plante, ligesom planten som regel heller ikke vil dø. Men der vil komme færre tomater.

Så vi mennesker sætter ikke vores helbred på spil.

- Virussen er ikke farlig for mennesker eller dyr, men den kan få store økonomiske konsekvenser for erhvervsgartnerierne, der dyrker tomat, peberfrugter og chili, som er de planter, virussen primært rammer, oplyser enhedschef i Landbrugsstyrelsen Kirstine Riskær.

Det betyder også, at private haveejere skal være opmærksomme på, om egne tomatplanter i haven og drivhuset kan være ramt af virussen.

Og, har man en mistanke, skal man ikke dele ud af sine tomater til venner og familie, da det vil sprede sygdommen.

Rører du købt tomat, kan du smitte din egen plante

Virussen er meget aggressiv og smitter direkte fra plante til plante og gennem kontakt med eksempelvis jord, redskaber, emballage og frø.

- Den her virus er så smitsom, at hvis man køber tomater i et supermarked, og tomaterne har virussen, så kan man bringe virussen videre til gartnerier og egne tomatplanter, hvis bare man rører en tomatplante. Eller jorden, siger Michael Kongstad, der ejer gartnerierne Glade Grøntsager, til TV 2.

De danske gartnerier har derfor i samarbejde med Landbrugsstyrelsen allerede taget en række forholdsregler, som skal holde virussen ude af landet.

- Hele verden er lige nu i virusberedskab på grund af corona, men vi har faktisk været det siden sidste år, hvor vi lukkede gartnerierne ned for blandt andet besøgende. Vi har siden brugt værnemidler, dragter, vasket hænder og sprittet af for ikke at risikere at bringe virussen ind i gartneriet, siger Michael Kongstad.

Dét skal du holde øje med

Ifølge Kirstine Riskær går Landbrugsstyrelsen nu ud med sin advarsel om plantevirussen af to årsager. Den ene er, at det er højsæson for havefolket. Den anden omhandler forbud mod import af planter og frø fra tredjelande - regler, der blev indført i Danmark sidste år.

- Vi kan se, at der lige nu kommer en del frø og planter ind i Danmark fra lande uden for Europa. Jeg tror ikke, man som privatperson tænker over, at der kan være sygdomme i frø og planter, men der er faktisk mellem 250-300 virusser, der kan ramme planter, siger Kirstine Riskær.

I forhold til tomatskrumpevirussen giver den en række symptomer, som Landbrugsstyrelsen opfordrer haveejere til at være opmærksomme på:

  • Bladene ændrer farve, får pletter eller mærker og bliver rynkede
  • Der ses små sorte pletter på bladstiklen og på dækbladene
  • Frugterne bliver typisk gule, får brune pletter eller grønne striber
  • Frugterne kan blive deforme, rynkede og have uens modning

- Hvis man finder eller har mistanke om, at en plante er angrebet af tomatskrumpevirus, skal man kontakte Landbrugsstyrelsen, oplyser Kristine Riskær.

Hvis en mistanke om virus bliver bekræftet, bliver der ifølge Landbrugsstyrelsen iværksat omgående foranstaltninger, der skal forhindre smittespredning.

Ifølge Michael Kongstad kan virus være i frø og planter fra hele verden – også selv om frøene er certificeret. Frø og planter fra Danmark, Skandinavien og Nordtyskland er frikendt for at indeholde virus, oplyser han.

Han opfordrer desuden til, at man i disse coronatider også vasker hænder og spritter af, når man har rørt ved tomater.

Tomater tilhører natskyggefamilien - ligesom aubergine, peberfrugter, chili, petunia og kartofler. Tomatskrumpevirussen ser ikke ud til at bide på kartofler.