Coronavirus

Smittetrykket er steget

Virolog Søren Riis Paludan mener ikke, at det nye tal giver grund til bekymring.

Smittetrykket med coronavirus i Danmark er steget og er senest opgjort til 1,0.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en ny rapport.

2. juni blev smittetrykket estimeret til at være 0,7. Der er dog store usikkerheder forbundet med beregningerne af smittetrykket på grund af et lille datasæt.

Smittetrykket er et udtryk for, hvor mange personer én smittet person i gennemsnit smitter. Det vil sige: Jo lavere tallet er, jo mindre spreder virussen sig.

1,0 er den kritiske grænse for smittetrykket. Ligger det under, aftager epidemien. Ligger det over, accelererer den.

Virolog: Ingen grund til bekymring

Virolog Søren Riis Paludan vurderer, at det stigende smittetal er en effekt af genåbningens fase to.

Han mener ikke, at det nye tal giver grund til bekymring.

- Smittetrykket på 1,0 betyder, at kurven hverken går nedad eller opad lige nu. Selvfølgelig skal vi holde øje og være opmærksomme på, om smittetrykket stiger den kommende tid, men vi skal ikke forvente, at vi med samfundsaktivitet, som bliver mere og mere normal, kan holde det lige så lavt, som det har været de seneste få uger, siger han.

Han peger på, at Danmark er bedre stillet end i marts, hvor virussen først ramte landet, og smittetrykket var højere.

Borgmester bekymret for smittetryk før demonstration

Rapporten fra Sundhedsstyrelsen kommer samme dag, som Black Live Matters har varslet en antiracistisk demonstration i Odense.

Den bemeldte demonstration, hvor der i skrivende stund er lidt over 300 tilmeldte, har fået Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbæk Juel (S) til at udtrykke bekymring over netop smittetrykket.

Der er ikke råd til at gamble med det lave smittetryk med coronavirus, der er opnået igennem en lang indsats, siger han til Ritzau.

- Når man møder op, skal man overveje, om der er for mange mennesker, og om de står for tæt.

- Er man i tvivl, synes jeg, man skal overveje, om det er i dag, man skal til demonstration - eller om man kan gøre sine holdninger gældende digitalt, siger han.

Borgmesterens melding kommer, efter at der søndag var samlet flere end 15.000 mennesker til en demonstration i København.

Virolog Søren Riis Paludan mener ikke, at de store demonstrationer kan undgå at sætte "et aftryk på smittetrykket", men at de først vil kunne læses i tallene om en uge eller to.

- Jeg synes, at folk skal tage af sted. Verden handler ikke kun om coronavirus, trods alt, siger han.

Han anbefaler, at demonstranterne bærer masker og eventuelt bliver testet et par dage efter demonstrationen.