Samfund

Mistede sin toårige datter - en uge efter begravelsen spurgte chefen, hvornår han kom på job

Med de nuværende regler kan forældre kun modtage sygeorlov, hvis de har mistet et barn fra midt i graviditeten og frem til, det er syv måneder gammelt. Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Folketinget skal nu stemme om et borgerforslag, der vil give forældre, som har mistet et barn, bedre tid til at bearbejde sorgen.

Hvert år mister mellem 300 og 400 forældrepar et barn i Danmark. Men forældrene er meget forskelligt stillet i forhold til sygeorlov, alt efter hvor gammelt barnet er, når de mister det.

29-årige Anders Kressner og hans kone mistede deres toårige datter, Olivia, efter halvandet døgns sygdom på Hvidovre Hospitals børneafdeling 25. marts 2018.

Hvis Olivia havde været under syv måneder, havde begge forældre været berettiget til 14 ugers sygeorlov. I stedet blev Anders Kressner ringet op af sin arbejdsgiver, en uge efter han havde begravet sin datter.

- Min chef ringer og spørger, hvornår jeg kan komme tilbage. Jeg kunne slet ikke rumme det. Men jeg endte alligevel med at fremstamme, jeg godt ville prøve. Jeg er faktisk på arbejde ti dage efter begravelsen, siger Anders Kressner.

Olivia blev begravet på Hvidovre Kirkegård 6.april 2018.

Seks måneder før begravelsen blev Anders Kressner ansat i en butik, der solgte børneudstyr. Et drømmejob med gode arbejdstider og tid til familien. Derfor vendte han hurtigt tilbage på fuldtid.

- Jeg følte mig presset til at starte op igen, og jeg holdt ikke engang en uge. Jeg brød hele tiden sammen. Jeg var slet ikke klar til at komme tilbage, fortæller Anders Kressner.

Han så ingen anden udvej end at sygemelde sig fuldtid. Derfra begyndte jobcenteret at ringe. De ville have ham tilbage på deltid. Men den løsning var Anders Kressners arbejdsgiver ikke med på. De gav ham i stedet et ultimatum.

Enten forblev han hjemme, eller også kom han tilbage fuldtid.

- Derefter stoppede kontakten faktisk med mit arbejde. Indtil jeg blev fyret, siger Anders Kresner.

Savnede forståelse fra omverdenen

Efter præcis 120 dages sygdom modtog Anders Kressner en fyreseddel med posten. Hans arbejdsplads gjorde brug af 120-dagesreglen, så de kunne opsige ham, efter han sammenlagt havde været syg i 120 dage indenfor et år.

- Der var ikke et snert af forståelse for min situation. Men det kom ikke bag på mig. Jeg var bare en økonomisk belastning, siger Anders Kressner.

Efter fyringen havde Anders Kressner og hans familie brug for ro til at bearbejde deres sorg. Men roen blev hurtigt erstattet af indkaldelser til møder på kommunen.

- Jeg følte ikke, de reelt ville høre, hvordan jeg havde det. De ville kun høre, at jeg havde det bedre. Alle møderne på jobcenteret kredsede om spørgsmålet: Hvornår kan du komme tilbage i arbejde?, forklarer Anders Kressner.

Anders Kressner var sygemeldt i ti måneder, før han fik job i et supermarked. Her var der forståelse for hans situation, og han fik lov til langsomt at starte op igen.

Her arbejder han stadig i dag. Anders Kressner er ikke i tvivl om, at han kunne været kommet igennem sorgen på den halve tid, hvis systemet var indrettet anderledes.

Støtter borgerforslag, der sætter fokus på sorg

Derfor er han en af de over 66.000 danskere, som har skrevet under på et borgerforslag, der vil give alle forældre, som har mistet et barn på op til 18 år, muligheden for seks måneders såkaldt sorgorlov.

Tirsdag skal forslaget til førstebehandling i Folketinget, da det har passeret de 50.000 underskrifter, det kræver. Hvis Anders Kressner og hans kone havde fået sorgorlov, mener han, at deres søn var kommet bedre igennem forløbet. Han var fire år, da han mistede sin lillesøster og gammel nok til at forstå alvoren.

- Hvis vi havde fået sorgorlov, tror jeg, vi havde haft meget bedre tid til også at tage os af vores søn og give ham en normal hverdag langt hurtigere. Men vi kunne simpelthen ikke rumme ham midt i bekymringer om job og sagsbehandlere, siger Anders Kressner.

Anders Kressner fik tatoveret dette minde et halvt år efter Olivas død.

Selvom sorg jo selvsagt altid har været en del af livet, mener Anders Kressner, at det er samfundets opgave at tage bedre hånd om dem, der rammes.

- Vi mistede Olivia over halvandet døgn. Vores liv og hverdag blev med ét forandret for altid. Det tager tid at bygge sit liv op igen. Så har du ikke brug for et pres fra din arbejdsgiver eller sagsbehandler. Du har brug for at arbejde med sorgen og lære at leve med den, siger Anders Kressner.

I dag arbejder Anders Kressner og hans kone stadig med sorgen. De blev forældre til en lille pige, præcis et år og fem dage efter de mistede Olivia.

Anders Kressners tidligere arbejdsgiver er blevet forelagt kritikken, som fremgår i artiklen. Men de har ikke ønsket at kommentere på sagen.