Coronavirus

Professor inden ny genåbning: - Vi vil åbne og lukke igen i de næste måneder og år

Der er lange udsigter til, at vi kan leve, som vi gjorde i 2019, siger professor Jens Lundgren.

Fra mandag bliver det igen muligt at gå i svømmehaller, fitnesscentre og forlystelsesparker, når fase 3 af genåbningen af samfundet træder i kraft, hvis institutionerne ellers er klar.

Men coronavirussen SARS CoV-2 er ikke væk fra det danske samfund, og derfor vil vi fortsat opleve smitteudbrud, der kræver nedlukninger.

Det siger Jens Lundgren, der er er professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet:

- Vi skal vænne os til, at vi over de næste måneder, og måske år, skal snakke om både genoplukning og gennedlukning som to sider af situationen, siger Jens Lundgren.

Ifølge professoren har vi naturligt nok snakket om at genåbne kollektivt mere og mere, men vi vil opleve, at lokale bodegaer, fitnesscentre eller skoler vil blive lukket:

- Vi kommer til at opleve situationer i et fitnesscenter eller andet, hvor der kommer en smittespredning, der gør, at man lukker den pågældende institution. Det har vi jo set allerede nogle eksempler på. I stedet for kun at snakke genåbning, skal vi snakke om, hvordan samfundet fungerer bedst muligt, siger Jens Lundgren.

”Virus er ikke ved at uddø”

Lørdag lukkede et værtshus i Solrød, da to ansatte var smittet med covid-19 og i sidste uge blev en hel 1.g-årgang i Roskilde sendt hjem efter smitte hos nogle elever.

Det er netop sådan nogle ”små-udbrud”, som vi løbende kommer til at skulle håndtere meget målrettet, siger Jens Lundgren:

- Så lukker man det segment af dét gymnasium, indtil man er sikker på, at der ikke er smittespredning der - og uden at lukke alle 1.g-klasser i landet. Den måde at tænke på, tror jeg, at vi skal vænne os til, siger han.

Det ser ikke ud til, at virus er ved at uddø i det danske samfund. Den er her bare på et relativt lavt niveau

Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet

Søndag er antallet af indlagte med covid-19 i Danmark faldet til 75, mens én er død de seneste 24 timer. Samtidig har antallet af dagligt smittede været under 100 i flere uger.

Men det betyder ikke, at vi kan hvile på laurbærrene:

Hvad er covid-19 og coronavirus?

  • Corona er en familie af virusser, der kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlige infektioner i luftvejene. De almindelige CoV er globalt udbredte og forekommer hyppigst efterår og vinter.
  • Der findes nu seks forskellige CoV, som kan smitte mennesker. MERS og SARS er mest sjældne og alvorlige.
  • Den aktuelle virus hedder SARS-CoV-2  (Severe acute respiratorysyndrome coronavirus 2) og havde sit udbrud fra Kina i december 2019. 
  • Verdenssundhedsorganisationen, WHO), meddelte 11. februar 2020, at den sygdom, man får af den nye virus, har navnet covid-19 (coronavirus disease 2019).

- Som jeg læser tallene, har vi haft en stabil smittespredning siden midten af maj. Men det ser ikke ud til, at virus er ved at uddø i det danske samfund. Den er her bare på et relativt lavt niveau. Om den så uddør yderligere over sommeren ved vi ikke, måske, men det kan også være, at den bliver ved med at simre, siger Jens Lundgren.

Fitnesskæde ikke klar til at åbne

Lørdag vedtog et enig folketing, at alle landets indendørs idræts- og foreningsaktiviteter igen kan byde danskere velkommen fra mandag.

Det betyder blandt andet, at fitnesscentre, svømmehaller og sportshaller kan åbne, hvis de er klar. Der er imidlertid endnu ikke lavet retningslinjer.

Og det fik landets største fitnesskæde, Fitness World, til at oplyse, at de i hvert fald ikke bliver klar til mandag.

Kulturministeriet oplyser til TV 2, at der søndag "arbejdes på højtryk" i forhold til at lave retningslinjer for indendørs fritids- og sportsaktiviteter.

Går vi tilbage til 2019-levemåden, vil der komme en accelerering i smittespredningen

Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet

Og spørger man Jens Lundgren vil det også kræve god afstand og høj hygiejne, hvis man skal undgå potentiel smitte ved eksempelvis holdundervisning. Og så skal man blive hjemme, hvis man er sløj, lyder rådet.

Alt i alt skal vi finde ”nye måder at leve på”, og et normalt samfund som vi kendte det fra 2019, ligger ikke lige for:

- Der kommer til at gå noget tid. For nuværende er hovedparten af det danske samfund modtagelig overfor virus, og det andet parameter er, at virus stadig er i landet. Så går vi tilbage til 2019-levemåden, vil der komme en accelerering i smittespredningen, siger Jens Lundgren.