Samfund

32-årig kræver millionerstatning fra Danmark efter væltet stillads

Efter en opsigtsvækkende episode i København sidste år kræver en herboende litauer millionerstatning fra Danmark.

I en baghave lidt uden for Køge ligger dele af det stillads, som tilbage i december blev danmarksberømt.

Dengang blev det revet ned fra en halvfærdig etageejendom på Nørrebro i København.

Nu er stilladset igen nyhedsaktuelt.

- Det ligger der bare. Det giver ingen indtjening. Vi kan ikke komme ind i stilladsbranchen, for 3F er efter os, siger stilladsets ejer på engelsk med baltisk accent. Det er 32-årige Donatas Aleksandravicius.

Han har boet i Danmark siden 2012 og er direktør for DS Byggeri, der har lejet et hus lidt udenfor Køge til otte af firmaets 15 ansatte litauere.

Donatas Aleksandravicius med det stillads, der blev væltet i december på Nørrebro i København

Via sin advokat kræver han nu en erstatning fra den danske stat på mindst en million euro, 7,5 millioner kroner, fordi han ikke føler sig ordentligt beskyttet af de danske myndigheder i striden mod fagbevægelsen. Ifølge ham har episoden i december kostet DS Byggeri dyrt, og gjort firmaets ansatte bekymrede for at være i Danmark.

- Jeg vil gerne fortælle omverdenen, at de (3F og Stilladsarbejdernes Landsklub, red.) opfører sig som mafiaen, siger han.

Samtidig med erstatningskravet har han henvendt sig til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for at starte en sag.

Uenighed om optakt

Der er stadig vidt forskellige udlægninger af, hvad der skete på den københavnske byggeplads i Tikøbgade på Nørrebro for et halvt år siden.

Ifølge 3F og Stilladsarbejdernes Landsklub udsatte DS Byggeri sine ansatte for både livsfarlige arbejdsforhold og løndumping.

Da ansatte fra fagbevægelsen forsøgte at fotodokumentere det sidst på dagen søndag 1. december 2019, blev de overfaldet og senere indlagt med deres skader.

Stilladsarbejderne angreb os. De lavede optøjer på grund af mig og fortalte løgne

Donatas Aleksandravicius, ejer af DS Byggeri

Donatas Aleksandravicius blev først sigtet for at stå bag overfaldet. Han nægter dog ethvert kendskab til det, og politiet har siden droppet sigtelsen mod ham.

For de hundredvis af stilladsarbejdere, der 2. december om morgenen mødtes tæt på byggepladsen på Nørrebro, var der dog ingen tvivl. De var overbeviste om, at DS Byggeri og Donatas Aleksandravicius på den ene eller anden måde havde spillet en rolle i overfaldet.

Ifølge deres version blev deres utilfredshed ikke mindre, da litauiske håndværkere inde fra byggepladsen kastede sten og jernrør ud mod de danske stilladsarbejdere.

Demonstranter er gået i aktion på byggeplads i Lundtoftegade i København.

- Sagen slutter ligeså snart, forholdene bliver bragt i orden. Kollegaerne kom ikke i dag for at lave ballade, lød udlægningen fra Thomas Strømholt, formand for Stilladsarbejdernes Landsklub.

Overfor det står en anden version set med litauiske øjne.

- Stilladsarbejderne angreb os. De lavede optøjer på grund af mig og fortalte løgne. Derfor tænker danskerne, at det var vores skyld, siger Donatas Aleksandravicius, som også langer ud efter dansk politi.

De gjorde hverken nok for at bremse de vrede stilladsarbejdere eller for at opklare hærværket i tiden efter 2. december, mener han.

- Myndighederne er forpligtet til at beskytte mig og beskytte min virksomhed, når jeg kommer fra et andet EU-land. Vi hjælper jo til med at bygge her i Danmark, siger litaueren.

Ambassadør støtter DS Byggeri

Litauens ambassadør i Danmark, Ginte Damusis, understreger, at hendes landsmand kører sagen på egen hånd. Men hun kan godt forstå, at han har besluttet at gøre det.

- De her ting burde ikke finde sted, og jeg vil gerne understrege, at det er komplet uacceptabelt at intimidere på den måde, fortæller hun til TV 2.

Tilbage i december gav hun flere interviews om episoden på Nørrebro til litauiske medier, og hun fortæller, at det også var en opsigtsvækkende historie i det baltiske land. Men den er ifølge hende ikke enestående.

- Jeg har ikke selv set det, men jeg har fået det fortalt. Du ved, at folk har følt den samme for pres.

Erstatningskravet mod Danmark er det første af sin slags mod Danmark. Det fortæller postdoc Günes Ünüvar fra Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, som beskæftiger sig med internationale erstatningssager.

Han understreger, at det kræver fuld indsigt i sagen for at kunne afgøre, hvad der er det mest sandsynlige udfald. Men han vurderer umiddelbart, at DS Byggeri godt kan tænkes at have en god sag.

- Faktum er, at der var optøjer, og stilladset blev revet ned. Hvis de kan bevise, at politiet og myndighederne var til stede, men ikke gjorde noget, så er der til en vis grad tale om et aftalebrud, siger han.

Aftalen, han henviser til, er en bilateral handelsaftale mellem Litauen og Danmark fra 1992 om beskyttelse af hinandens borgere og investeringer.

Stilladsklubben afviser problem

Justitsministeriet bekræfter at have modtaget et erstatningskrav, og at de er i dialog med Donatas Aleksandravicius' advokat. De vil dog ikke oplyse, om ministeriet vil betale den million euro, som kravet lyder på.

Hos 3F vil de heller ikke kommentere historien eller svare på anklagerne fra DS Byggeri.

Er jeg så racist lige om lidt eller hvad. Han bliver behandlet nøjagtigt ligesom vi behandler alle andre

Thomas Strømsholt, Stilladsarbejdernes Landsklub

Formanden for Stilladsarbejdernes Landsklub, Thomas Strømsholt, stiller til gengæld gerne op til interview. Han og hans medlemmer er 3F'ere, men har derudover dannet deres egen klub for stilladsarbejdere.

Han afviser anklagerne om mafiametoder.

- Han bliver behandlet nøjagtigt, som vi behandler alle andre.

Men I gik vel også over stregen, da dine medlemmer stormede byggepladsen?

- Der var mange ting, der var over stregen, siger han.

Thomas Strømsholt afviser også, at der er et generelt problem med voldsparathed blandt stilladsarbejdere.

- Der var ikke noget, der var normalt i det. Overhovedet. Det var jo ren ragnarok, og det var slet ikke det, der var meningen. Det der var meningen i Tikøbgade (På Nørrebro, red.), var, at vi kunne dokumentere, at vi har at gøre med en arbejdsgiver, som ikke lever op til sine forpligtelser.

DS Byggeri erkender dårlig sikkerhed

Umiddelbart efter optøjerne ved byggepladsen offentliggjorde fagbevægelsen en række billeder for at dokumentere de farlige forhold på byggepladsen på Nørrebro.

Et af billederne viser Donatas Aleksandravicius selv, mens han bryder sikkerhedsreglerne. Uden rækværk og hjelm arbejder han i tredjesals højde.

Direktøren for DS Byggeri, Donatas Aleksandravicius, står selv på et stillads i tredjesals højde uden rækværk og sikkerhedshjelm, som reglerne ellers påbyder.

Vi har vist billedet til den litauiske direktør. Han anerkender, at det er ham på billederne.

- Ja, det er mig.

- Er det ikke meningen, at du skal have hjelm på?

- Ja, okay. Du kan vise mig billeder. Jeg kan også vise dig billeder, siger han og hiver sin mobiltelefon frem. Han har selv optaget videoer af konkurrerende danske håndværkere, som arbejder uden rækværk og hjelm.

- Det kan du finde på enhver byggeplads i Danmark. At de ikke følger reglerne. Men jeg anerkender, at alt ikke har været i orden.

Til gengæld afviser han, at hans regelbrud har relevans for hans sag. For den slags foregår ikke længere, lyder hans garanti nu til fagbevægelsen, stilladsarbejderne og Arbejdstilsynet.

- Vi har fået styr på det. Det der er gamle billeder.