Coronavirus

Overlæge om fitnesscentre: - Det kunne være, at nogle ikke skulle gøre det

Der er endnu ikke udarbejdet retningslinjer for indendørs sport, men de vil være klar mandag, oplyser ministeriet.

Fitnesscentre- og indendørs idrætsaktiviteter kan åbne fra mandag.

Men det er måske ikke alle, der skal finde træningstøjet frem.

Sådan lyder det fra Thea Kølsen Fischer, der er forskningschef og ledende overlæge på Nordsjællands Hospital, efter at regeringen har foreslået, at alle indendørs idræts- og fritidsfaciliteter, som ikke allerede er åbnet, kan åbne fra 8. juni.

- Jeg forholder mig ikke til, om det er forsvarligt eller uforsvarligt at åbne nu. Men jeg vil sige til hvert enkelt individ, at man skal gøre op med sig selv, om man vil udsætte sig selv for den risiko, det er, at deltage i sådanne aktiviteter.

- Og det kunne være, at man skulle holde sig til udendørs tennis eller golf og så vente til, at virussen forhåbentligt er helt væk, før man melder sig på zumbaholdet eller spinningklassen, hvis man er ældre eller i risikogruppen, siger Thea Kølsen Fischer.

Aftalen om at åbne for al indendørs sport, herunder spillehaller, lege- og badelande, svømmehaller og træningscentre, der har været lukket siden midten af marts, er vedtaget af et enigt Folketinget lørdag aften.

Vil ikke deltage til undervisning

Thea Kølsen Fischer er tidligere forskningschef hos Statens Serum Institut, og forsker i dag i nyopståede sygdomme.

Og ifølge hende er det positive ved genåbningen af indendørs sport som fitnesscentre, at danskere, der har været inaktive under krisen, kan komme i form. Og det kan være afgørende for, hvordan man klarer sig igennem et muligt sygdomsforløb med covid-19.

Vi kan se mig til andre aktiviteter. Men ikke de her gruppesessions

Thea Kølsen Fischer, forskningschef og ledende overlæge, Nordsjællands Hospital

Men problemet er samtidig, at man trækker vejret meget dybt, når pulsen stiger, og dermed kan en mulig smitte meget hurtigt sprede sig, hvis man eksempelvis deltager i holdundervisning i fitnesscentrene.

Derfor kommer vi heller ikke til at se Thea Kølsen Fischer deltage her.

- Vi kan se mig til andre aktiviteter. Men ikke de her gruppesessions. Vi ved med en virus som denne her, at den smitter inden for to meter. Det har ikke ændret sig. Og det bliver båret gennem luften, og ved høj aktivitet er der høj turbulens, hvorfor risikoen for, at virus flyver rundt er større, siger hun.

Speciallæge frygter superpredere

Også speciallæge i infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital og lektor i folkesundhed ved Aarhus Universitet, Christian Wejse, mener, at det i praksis kan blive svært at skabe et træningsmiljø, som er uden risiko for coronasmitte.

Svømmehaller og fitnesscentre er nemlig oplagte til at sprede smitte, mener han.

- Jeg har meget svært ved at se for mig, hvordan man kan lave en smittefri fitnesscenterstation. Hvis der er en, som er smittet, skal man godt nok være vaks med håndspritten og ventilationen for at undgå at smitte andre, siger Christian Wejse til Ritzau.

Han mener, at genåbningen vil særligt give gode vilkår for såkaldte superspredere - altså personer, som smitter flere andre. Samlet er det dog hans vurdering, at en genåbning på nuværende tidspunkt kan forsvares, når man tænker på den i øjeblikket lave smittespredning i Danmark.

Begrænset kapacitet og højt hygiejneniveau

Der er endnu ikke blevet præsenteret retningslinjer for indendørs sportsaktiviteter, hvorfor det ikke står klart, om holdundervisning i fitnesscentre bliver muligt. Men fitnesscentrenes brancheorganisation, Dansk Fitness og Helse Organisation (DFHO), oplyser til TV 2, at man har været i dialog med myndigheder, politikere og kulturministeriet om retningslinjerne.

Det betyder blandt andet en begrænset kapacitet, nødvendig afstand og et højt hygiejneniveau, lyder det.

Og det er afgørende, om du benytter håndvægte, maskiner eller løbebånd, siger Thea Kølsen Fischer:

- Rigtig god håndhygiejne vil være rasende vigtig. Og det betyder også, at man bør spritte eksempelvis sit løbebånd af inden brug. Og står man med god afstand til de næste, ville jeg godt selv kunne finde på det, siger hun

Forhandler lørdag

Der var ellers lagt op til, at fitnesscentre landet over skulle vente til fase 4 og dermed starten af august, før de igen måtte åbne dørene for gæster.

Men udviklingen af coronaepidemien i Danmark er gået godt, og smittetrykket er nu så lavt, at man har ønsket at ”genåbne alle lokaler, hvor der udøves idræts- og fritidsaktiviteter, herunder spillehaller, lege- og badelande, svømmehaller og træningscentre”, som det lød i aftaleudkastet, som TV 2 er i besiddelse af.

Udkastet blev sendt til partierne fredag aften, og aftalen blev forhandlet på plads lørdag.

Kulturministeriet oplyser til TV 2, at der endnu ikke er udarbejdet retningslinjer for indendørs sportsaktiviteter, men at planen er, at de ligger klar mandag, såfremt forslaget bliver vedtaget.