SAS åbner for ruter til feriedestinationer
SAS åbner yderligere 20 ruter fra midten af juni og frem - herunder flere destinationer i Sydeuropa.
SAS vil fra midten af juni og måneden ud genåbne yderligere 20 ruter, hvoraf 16 af ruterne er fra København.
Det oplyser flyselskabet.
Flyselskabet vil igen begynde at flyve fra København til byer som Frankfurt, München og Bruxelles, men også klassiske feriedestinationer som Malaga, Mallorca, Athen og Nice er igen på listen.
SAS' fungerende pressechef, Sille Beck-Hansen, fortæller til TV 2, at de ønsker "at betjene den efterspørgsel, der er for nødvendige rejser".
- Det kan være forretningsrejser, men det kan også være skandinaviske borgere, der er ude i Europa og gerne vil hjem - eller udenlandske statsborgere i Skandinavien, der gerne vil hjem, siger hun.
Ingen ferie-kontrol
Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til alle lande på nær Norge, Tyskland og Island fra 15. juni. Grønland og Færøerne er en del af Danmark, og derfor gælder vejledningen ikke de to lande.
Dermed anbefaler myndighederne, at man ikke tager på ferierejser til sommerens sol, men SAS kommer ikke til at forhindre danskere, som alligevel vælger at rejse på ferie i for eksempel Spanien eller Grækenland.
- Vi kommer ikke til at kontrollere, hvorfor folk rejser. Det er folks eget ansvar at vurdere, siger Sille Beck Hansen og tilføjer:
- Vi opfordrer altid vores passagerer til at følge myndighedernes råd og vejledning. Det er op til den enkelte at vurdere, om det er en nødvendig rejse.
Synes I, at I udviser samfundssind ved at åbne ruter til feriedestinationer?
- Vi mener, at der også er tale om samfundssind, når vi sikrer en infrastrukturtur, der gør det muligt for danske statsborgere at foretage nødvendige rejser, herunder også at danskere og skandinaver kan komme hjem fra Sydspanien og Sydfrankrig.
Ikke alene
SAS er ikke det eneste danske flyselskab, der har besluttet sig for at åbne for ruter til Spanien.
5. juli begynder det nordjyske flyselskab Great Dane Airlines at flyve til Malaga. Til Berlingske siger Great Danes direktør, Thomas Hugo Møller, at de har været i kontakt med flere af deres kudner for at høre om de ville annullere eller flytte deres afgange til den populære spanske feriedestination Malaga henover sommeren. Svaret for flere har været nej.
- Mange af dem har sommerhus dernede, og de ser ikke den store forskel i, om de tager i sommerhus der eller på vestkysten, siger Thomas Hugo Møller fra Great Dane Airlines.
Udenrigsministeriet: - Bliv hjemme
Hos Udenrigsministeriet er opfordringen, at man ikke trodser anbefalingen.
- Vores klare opfordring er: Bliv hjemme. Rejsevejledningerne for sommerferien er blandt andet lavet på baggrund af et forsigtighedsprincip, så vi kan forebygge, at danske rejsende tager smitte med tilbage til Danmark.
- I sidste ende er det op til den enkelte selv at vurdere, om en rejse og en flybillet er nødvendig.
- Hvis man tager afsted, skal man tænke sig rigtigt godt om og gøre sig helt klart, hvad ens forsikring dækker, skriver Udenrigsministeriet i en mail.
Udenrigsministeriet tilføjer, at man opfordres til at gå i 14 dages hjemmekarantæne, hvis man har været i et af de lande, hvor det frarådes at rejse til.
SAS har indført krav om mundbind på sine fly, og torsdag blev det besluttet, at man fra 15. juni også skal have mundbind i de danske lufthavne.
Genåbningen af ruterne betyder, at SAS i slutningen af måneden vil have 40 aktive ruter ud af de normale 290 ruter, som selskabet plejer at have i sommerperioden.