EU vil have alle grænser åbnet inden udgangen af juni

Kommissionens forslag går mod den linje, som den danske regering har lagt. Det vil sætte Danmark under pres, lyder det fra EU-korrespondent.

EU-Kommissionen foreslår, at alle medlemslande åbner deres grænser inden udgangen af juni.

- Jeg synes, at vi nærmer os en situation, hvor vi burde løfte alle interne grænserestriktioner og grænsekontrol, siger EU’s kommissær for indre anliggender, Ylva Johansson, til Euronews.

Udmeldingen kommer i forbindelse med et videomøde blandt medlemslandenes indenrigs- og justitsministre om emnet fredag, hvor også den danske justitsminister, Nick Hækkerup (S), deltog.

Det er op til medlemslandene selv, om de vil følge EU-Kommissionens forslag om at åbne grænser, eller om de vil lade være. Det skyldes landenes meget forskellige smittetryk.

Presser Danmark til at rette ind

TV 2s Europa-korrespondent, Lotte Mejlhede, fortæller, at stemningen blandt medlemslandene er præget af enighed.

- Der er et stort flertal for, at man skal ophæve alle de interne grænser, siger Lotte Mejlhede.

Det er helt modsat den linje, som den danske regering har lagt for dagen, og det vil komme til at sætte regeringen "under pres", fordi Danmark kun åbner for nogle få lande 15. juni og tidligst i slutningen af august vil åbne for resten af EU.

Ifølge Lotte Mejlhede kan EU ikke tvinge Danmark til at åbne sine grænser, men følger den danske regering ikke den fælles europæiske beslutning, kommer Danmark til at ”stikke helt ud”.

- Udviklingen med grænseåbningen er kommet langt hurtigere end forventet – og sikkert også hurtigere, end man gerne havde set fra den danske regerings side, siger hun.

Det er ifølge korrespondenten ikke planen, at EU's ydre grænser skal åbne samtidig med de indre.

Lige nu er det sådan, at man kun med meget strenge restriktioner kan komme ind i EU fra lande uden for unionen.

- Stemningen går i retning af et genåbnet, internt Europa og en lidt langsommere åbning mod resten af verden, siger Lotte Mejlhede.

Flere og flere lande åbner

Coronavirussens udbredelse medførte lukkede grænser mellem de fleste lande i Europa. Det har kostet dyrt i visse brancher. En af de brancher, der har lidt store tab, er turismesektoren.

Det kan ligge til grund for, at flere lande har åbnet eller planlægger at åbne grænserne.

Italien åbnede for eksempel sine grænser onsdag og løftede påbuddet om karantæne ved ankomst, mens Frankrig og Tyskland åbner grænserne 15. juni.

På samme dato åbner Danmark sine grænser for personer fra Norge, Tyskland og Island.

Ifølge EU-kommissær Ylva Johansson råder en rapport fra Det Europæiske Center for Forebyggelse og Kontrol af Sygdomme (ECDC) mod at fortsætte grænselukningerne.