Samfund

Snart er ekstremt dyre kviklån ulovlige: - Det er en sejr for forbrugerne

Selv om de nye regler er en sejr for forbrugerne, måtte de gerne være strengere, mener Forbrugerrådet Tænk.

Det er slut med dyre kviklån til en skyhøj rente.

I dag vedtog et bredt politisk flertal nemlig en række nye regler for, hvor dyrt et lån må være, efter at være blevet forhandlet på plads i december af alle folketingets partier på nær Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

Reglerne, som først træder i kraft fra 1. juli, betyder blandt andet, at de samlede årlige renter og omkostninger for et lån ikke må være højere end 35 procent.

Loftet blev indført, efter et notat fra Erhvervsministeriet viste, at kviklån i visse tilfælde løber op i årlige renter og omkostninger, som er syv til otte gange højere end selve lånet. Samtidig viste en analyse fra Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, at hele 40 procent af dem, som tager et kviklån, senere fortryder det.

Derfor er de nye regler ifølge cheføkonom ved Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersenen en sejr for forbrugerne.

- Det er nogle forfærdelige og meget risikable lån, som har bragt mange almindelige danskere i økonomisk uføre. Yndlingskunden er en, der ikke har råd til at betale hele lånet tilbage, men kun renterne, og derfor ender de som evighedslånere.

Hvad indeholder aftalen?

Udover forbuddet mod lån med en årlig omkostning på mere end 35 procent indeholder aftalen også:

  • Forbud mod markedsføring af kviklån på tv i sammenhæng med spil og gambling.
  • Forbud mod reklamer for lån med en årlig omkostning over 25 procent af det lånte beløb.
  • Forbud mod tilbagebetalingsordninger, hvor omkostninger til renter overskrider det oprindelige lån.
  • Yderlige fem millioner kroner er afsat til gældsrådgivning. Således er der nu sat 60 millioner kroner af i perioden 2020-2023.
  • Udarbejdelse af undervisningsmateriale i privatøkonomi til både folkeskoler og ungdomsuddannelser.

Måtte gerne være strengere

Selvom de nye regler forventes at sætte en effektiv stopper for de dyreste kviklån, havde Forbrugerrådet Tænk stadig gerne set, at grænsen var sat lavere end 35 procent.

- Der er trods alt ret langt fra 800 procent i rente og helt ned til 35. Men det er en rigtig god forbedring med så bredt et politisk flertal bag, så man må forvente, at det er holdbart også på den lange bane, siger Morten Bruun Pedersen.

Hos Digitale Långivere, der er en del af Dansk Kreditråd, siger Jens-Ole Kyhl Klitgaard, at medlemmerne tager loven til efterretning.

- Det er for tidligt at sige, hvad det her kommer til at betyde, men et kvalificeret gæt vil være, at det betyder færre udbydere, og at dem, der bliver tilbage, skal omstille sig til at udbyde længerevarende lån, så ÅOP (årlige omkostninger i procent, red.) kommer ned på det lovlige niveau, siger han.

Artiklen er siden sin udgivelse blevet rettet, da det fremgik, at loven ville træde i kraft allerede 4. juni. Det var imidlertid en fejl.