Samfund

Udledning af spildevand i Øresund aflyst: - Hvis de ikke har forstået det, er de tonedøve, siger borgmester

Københavns Kommune og forsyningsselskabet Hofor arbejder lige nu på tre løsninger, lyder det.

Først blev det rykket en dag, så blev det rykket til efteråret, og nu er det helt aflyst.

Udledningen af 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund i forbindelse med et byggeri i Københavns Nordhavn kommer ikke til at ske.

Det oplyser forsyningsselskabet Hofor og overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen (S).

- Vi vil have, at København skal fortsætte med at være en dejlig badeby, og vi vil ikke have, at man bare leder mekanisk renset spildevand ud, fordi der skal bygges et hus. Der findes andre løsninger.

- Det kommer ikke til at ske, at man leder 290.000 kubikmeter mekanisk renset spildevand ud i Øresund, siger Frank Jensen til TV 2.

Hofor oplyser, at det er ”deres håb”, at de helt kan undgå at udlede de syv tons kvælstof, 80 tons organisk materiale og cirka ét tons fosfor, det drejet sig om.

”Helt tåbeligt”

Sagen kom frem 22. maj, da TV 2 Lorry kunne fortælle, at forsyningsselskabet Hofor og Novafoss havde planer om at udlede 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund.

Siden har den vakt røre i lokalmiljøer, hos vores svenske naboer, blandt forskere og på Christiansborg, hvor miljøminister Lea Wermelin (S) er kaldt i samråd.

Hvis de medarbejdere, der har siddet med denne her sag, ikke har forstået det, så er det fordi, at de er tonedøve

Frank Jensen (S), overborgmester København

Beslutningen er dog taget lokalt på Københavns Rådhus og bag den står Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, der har behandlet ansøgningen og tilladelsen til udledningen. Og her forventer overborgmesteren, at man lærer af episoden:

- Alene debatten har givet konsekvenser. Hvis de medarbejdere, der har siddet med denne her sag, ikke har forstået det, så er det fordi, at de er tonedøve, siger Frank Jensen, der understreger, at han ikke selv havde hørt om udledningen, før den kom frem i pressen.

Overborgmesteren kalder det ”galt”, at man ikke har kunnet se, at det ville blive en stor politisk sag – ikke mindst, fordi København i 2018 blev kåret som verdens bedste badeby af CNN.

- Denne her sag skulle være lagt op til politisk behandling hos dels Miljø- og Teknikborgmesteren og hos Miljø- og Teknikudvalget. Det er helt tåbeligt, at den ikke er det, siger han.

24. maj blev udledningen udsat til efteråret 2020, men er altså helt aflyst nu.

Tre løsninger

Årsagen til, at udledningen skulle have fundet sted, er forarbejdet til en udbygning af Svanemølleholmen i Nordhavn i København. Under grunden ligger en hovedspildevandsledning. Og fordi der skal bygges ejendomme på grunden, skal det undersøges, om ledningen fra 1978 kan klare, at der bygges på den - og under denne undersøgelse kan ledningen ikke bruges.

Derfor var det planen, at store mængder spildevand, der har været igennem ét filter for at undgå større genstande som toiletpapir og lignende, i stedet ville blive udledt direkte i Øresund fire kilometer fra kysten.

Men ifølge Københavns Kommune, der ejer Hofor, forpligter parterne sig nu til at undersøge mindst tre alternative løsninger:

  • Rensning af spildevandet lokalt via mobilt anlæg.
  • Transport af spildevandet via en midlertidig ledning.
  • Konstruktionsmæssige løsninger, der sikrer den eksisterende ledning under byggeriet.

Og særligt den sidste løsning kan være den mest gangbare, lyder det fra overborgmesteren, der fortæller, at han ”som ejer har skåret igennem og besluttet, at det skal være én af de tre løsninger”.

Glade interesseorganisation

Danmarks Naturfredningsforening har været en stor kritiker af udledningen. Maria Reumert Gjerding, præsident i organisationen, er derfor glad for, at den forhåbentlig nu kan undgås helt.

- Vi kommer til at være i fortsat dialog med partierne og ministeren om, hvordan vi generelt kan gøre noget ved problemet med spildevand i Danmark, siger hun til nyhedsbureauet Ritzau.

Siden udledningen blev udsat, har TV 2 Lorry kunnet fortælle, at der flere steder i Øresund er ”døde områder”, hvor dyr og planter ikke kan leve, fordi for mange næringsstoffer har ført til iltsvind – næringsstoffer, der er kommet fra årelang udledning af spildevand.

Ifølge TV 2 Lorry har København og Gentofte Kommune i årevis udledt henholdsvis 35 og 10 milliarder urenset spildevand bestående af toiletvand, brugsvand og regnvand fra overfyldte kloakker som følge af eksempelvis skybrud.

Efterfølgende er det kommet frem, at både svenske og danske politikere nu agter at gøre Øresund til en marin nationalpark med den højeste beskyttelse hos Unesco.