Kendt musiker langer ud efter Ekstra Bladet: - Tag ansvar for jeres sexistiske anmelder
Flere danske kunstnere bakker op om kritikken, der afvises af avisens chefredaktør.
Ekstra Bladet udbreder sexisme gennem avisens notorisk mavesure musikanmelder Thomas Treo. Det er budskabet i et debatindlæg fra den danske musiker Lydmor med det borgerlige navn Jenny Rossander.
Her skriver hun, at Ekstra Bladet fremmer en sexistisk kultur, når de giver Thomas Treo lov til at kalde kvindelige kunstnere for "dumme blondiner" og "fæle narrefisser".
- Når der gentagne gange bliver skrevet problematiske ting i et stort medie, så har det reelle konsekvenser i den virkelige verden, siger Lydmor til TV 2.
Og hun er ikke alene om den holdning. På det sociale medie Instagram har en lang række kvindelige kunstnere delt debatindlægget. Blandt andre Jada, Fallulah, Freja Kirk og Suleima.
- Det er ikke okay, at der sidder en person med hans magt og skriver sådan nogle ting. Det burde være mere nuanceret. Vi lever trods alt i 2020, siger Freja Kirk til TV 2.
Flere sexisme-eksempler
I debatindlægget, der er udgivet i musikmediet Gaffa, kommer Lydmor med flere eksempler på, at Thomas Treo er sexistisk, når han anmelder kvindelige kunstnere.
Hun skriver blandt andet, at hans anmeldelse af Velvet Volumes nye album hovedsageligt handler om det faktum, at bandet består af tre kvinder.
Og da hun selv blev anmeldt, efter hun havde optrådt på festivalen Tinderbox, brugte Thomas Treo ifølge Lydmor anmeldelsen på at beskrive hendes tøj, som han kaldte "et sæt gennemsigtigt undertøj".
Thomas Treo er netop berygtet for sine ofte bitre anmeldelser. Volbeat har tidligere udelukket ham fra sine koncerter, og både Nik & Jay og Sanne Salomonsen har udtalt, at de ikke gider at høre på ham.
Men Lydmor understreger, at Thomas Treo gerne må skrive, at hendes stemme lyder som en kat, der skriger, og at hendes beats er mindre opfindsomme end hans opvaskemaskine.
Det er, når Thomas Treo sexistisk nedgør kvinder, at det er et problem, siger hun.
Dårlig indflydelse på unge
Problemet med nedgørelsen er, at det påvirker dem, der læser det, mener 30-årige Lydmor.
Hvad sker der med den 12-årige pige, som går ind og læser de her ting? Hvad sker der med hendes selvopfattelse? Og hvad med den 15-årige dreng, som læser, at kvinder som gruppe kan reduceres til syge kællinger, dumme blondinder og narrefisser?, spørger Lydmor.
Hun nævner i den forbindelse, at Ekstra Bladet har 419 millioner visninger pr. måned, og 13 procent af deres læsere er mellem 12-19 år.
Krænkelsesparathed
Det er dog ikke alle, der mener, at den kritiske musikanmelder er sexistisk.
Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, forsvarer Thomas Treo i en sms til TV 2.
Han forklarer, at Thomas Treo "bare ikke kan lide musikken".
- Og det er vel ok, når man er sat til at anmelde. Men det er måske også forbudt midt i en tid, hvor alle står parat til at føle sig krænkede, skriver Ekstra Bladets chefredaktør.
TV 2 har uden held forsøgt at få en kommentar fra Thomas Treo.