Samfund

Borgmester efter melding fra Mette Frederiksen: - Det er et spark i kuglerne

Beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard mener, regeringen forpasser mulighed for at få nyledige i sving med grænseåbning.

Når de danske grænser åbner for turister fra Norge, Island og Tyskland 15. juni, giver det ikke anledning til fest i København.

Her har regeringen besluttet, at turister ikke må overnatte på byens ellers righoldige katalog af hoteller. Og det er et hårdt slag for Københavns turistindustri.

- Det er et spark i kuglerne, siger beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) til TV 2.

- Vi har hårdt brug for at få åbnet for hotellerne og få nogle af de mange nyledige tilbage i arbejde.

Turister skal ved indrejse dokumentere, at de har booket seks overnatninger i Danmark, men det skal være uden for København. Hermed menes Københavns og Frederiksberg kommune.

Derfor bliver København som by ikke alene mindre attraktiv som turistdestination, der vil uvægerligt også være færre indtægter.

Kan sagtens leve op til krav

Cecilia Lonning-Skovgaard peger på, at de københavnske hoteller sagtens ville kunne leve op til krav om hygiejne i stil med de retningslinjer, caféer og restauranter er begyndt at følge efter genåbningen.

- Vi har i 14 dage været i gang på caféer og restauranter, og det viser, at vi godt kan håndtere det. Vi holder afstand, spritter af og passer på hinanden, og det kan vores hoteller, der lever af service og renlighed, også kunne gøre.

Beskæftigelsesborgmesteren undrer sig over, at turisterne fra Tyskland, Norge og Island gerne må besøge byen og blande sig med københavnerne, men at de ikke må overnatte på byens hoteller.

- Det viser også en manglende forståelse for, hvor vigtige hotellerne er for arbejdskraften i København, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Også fra egne rækker møder regeringen kritik, efter at planen for en ganske behersket grænseåbning blev åbenbaret fredag.

- Vi har en turistbranche, der er helt i knæ, og hvis vi kigger på Danmark, så er det København, der genererer flest penge fra turisme, så hvis man vil have gang i branchen, burde man have startet her. Det er både trist og uforståeligt, siger Jonas Bjørn Jensen, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet i København, til TV 2.

Dansk Erhverv har ifølge Berlingske beregnet, at en fuld åbning af grænserne vil redde 40.000 job og give en økonomisk gevinst på 40 milliarder kroner.

Bygger mur rundt om København

Hos Horesta, hoteller og restauranters brancheforening, vækker det stærk undren, at turister ikke må få lov at overnatte i København.

- Man bygger en mur rundt om København for tyske, norske og islandske overnatninger. Vel at mærke turister, som kommer fra lande med styr på smittetrykket. Det er en helt utrolig skævvridning af turismen i Danmark, som det er svært at se den store pointe i, siger Horestas administrerende direktør, Katia K. Østergaard.

Lidt kompensation er der måske at hente i, at danskerne ikke i sædvanligt omfang rejser mod fjerne himmelstrøg for at finde varme eller eksotiske eventyr.

En undersøgelse fra YouGov viser, at danskerne i stort omfang bliver hjemme i sommerferien 2020. 76 procent af de adspurgte siger, at de planlægger at blive i Danmark, og 37 procent siger tillige, at de føler sig mest trygge ved at holde ferien i Danmark grundet den aktuelle situation.