Samfund

Snart må du rejse ud: Sådan er reglerne i Tyskland, Norge og Island

Grænserne åbner til Norge, Tyskland og Island 15. juni.  TV 2 Grafik

Det er tilladt at besøge Oslo, men rejser til Berlin eller Hamborg frarådes.

Fra 15. juni kan danskere tage på ferie i Tyskland, Norge eller Island. Det fortalte regeringen på et pressemøde fredag.

Overordnet set anbefaler Udenrigsministeriet fortsat, at man skal være ekstra forsigtig, hvis man rejser på ferie i Tyskland, Norge eller Island. Men modsat alle andre lande i verden anbefales det ikke længere, at man går i 14 dages isolation, når man kommer hjem.

Undtagelsen er, hvis man rejser til en by med mere end 750.000 indbyggere. Så skal man fortsat holde sig hjemme i 14 dage, når man kommer tilbage til Danmark, ifølge Udenrigsministeriets anbefalinger.

Derudover skal man følge de lokale anbefalinger. Bliv klogere på, hvordan du skal gebærde dig i de tre lande herunder.

Norge

Danskere kan fra 15. juni igen tage på ferie i Norge. Her er det Tangstad Fjord i Nordnorge. ARKIV.

Er der steder, jeg ikke bør besøge? Ifølge den norske pendant til Danmarks Statistik, SSB, bor der knap 695.000 indbyggere i Oslo, der dermed akkurat falder under grænsen på 750.000 indbyggere.

Er der lokale anbefalinger og restriktioner? I en tale til det norske folk fredag sagde Erna Solberg, Norges statsminister, at der ikke bliver lagt særlige restriktioner på danske turister, der kommer ind i landet.

Ifølge Visit Norway anbefales det dog fortsat, at man skal undgå offentlig transport, hvis man kan, og undgå nærkontakt med andre samt steder, hvor der er mange mennesker samlet.

Det meste af Norge vil være genåbnet efter den 15. juni, og det er i øjeblikket tilladt at forsamle sig op til 50 personer, hvis der er tale om et officielt arrangement - ellers op til 20 personer. Derudover skal man holde én meters afstand.

Skal jeg bruge mundbind? Nej. Ifølge den danske ambassade i Norge er der intet krav om mundbind i landet.

Hvor kan jeg finde mere information før min rejse? Udenrigsministeriet anbefaler, at du følger med på den danske ambassade i Norges hjemmeside. Det kan du gøre her.

Tyskland

Slottet Neuschwanstein i det sydlige Tyskland er ét af de steder, danskere fra 15. juni kan se, hvis de rejser på ferie i vores naboland mod syd. ARKIV.

Er der steder, jeg ikke bør besøge? Der er en række byer med over 750.000 indbyggere i Tyskland, og som man derfor ikke bør rejse til ifølge Udenrigsministeriets anbefalinger.

Ifølge Eurostat drejer det sig om Berlin, Hamborg, München, Køln og Frankfurt. Det er dog muligt at rejse gennem byerne, skriver Udenrigsministeriet i sin midlertidige rejsevejledning.

Er der lokale anbefalinger og restriktioner? Rejser du til Tyskland, skal du være opmærksom på, at der kan være forskel på restriktioner og regler fra den ene delstat til den anden. Det anbefales, at man holder minimum halvanden meters afstand, og at man reducerer sin kontakt til andre uden for ens husstand. Konkret er det lovligt for alle medlemmer af to husstande at forsamle sig - eller for grupper op til ti personer at mødes - i det offentlige rum.

Vær desuden opmærksom på, at det er de enkelte delstater, der har ansvaret for genåbningen i Tyskland, og man derfor kan opleve forskellige regler vedrørerende barer, restauranter og teatre.

Skal jeg bruge mundbind? Selvom de forskellige delstater har forskellige regler, så er det dog fælles for alle, at du skal bruge mundbind, hvis du rejser med offentlig transport eller går ind i en butik.

Hvor kan jeg finde mere information før min rejse? Udenrigsministeriet anbefaler, at du følger med på den danske ambassade i Tysklands hjemmeside. Det kan du gøre her. Du kan finde de enkelte delstaters restriktioner på den tyske regerings hjemmeside, som du finder ved at klikke her.

Island

Billedet er taget ved bjerget Snæfellsjökull nord for Reykjavik. Fra 15. juni kan danskere igen tage på ferie på øen. ARKIV.

Er der steder, jeg ikke bør besøge? Islands samlede befolkning er på omkring 360.000 personer, så der er af åbenlyse årsager ikke nogen byer, der er for store til, at du kan besøge dem.

Er der lokale anbefalinger og restriktioner? Ifølge den danske ambassade i Island er der i øjeblikket forbud mod at forsamle sig mere end 200 personer på vulkanøen, men ellers er store dele af samfundet genåbnet.

Det anbefales, at man holder mindst to meters afstand til andre, og restauranter, barer og diskoteker er desuden lukkede efter klokken 23.

Skal jeg bruge mundbind? Det er ikke obligatorisk at bære mundbind eller andre værnemidler i Island.

Hvor kan jeg finde mere information før min rejse? Udenrigsministeriet anbefaler, at du følger med på den danske ambassade i Islands hjemmeside. Det kan du gøre her.

På pressemødet fredag sagde statsminister Mette Frederiksen (S) desuden, at man er i dialog med Sverige og Finland om at åbne grænserne inden 31. august.

For alle andre lande vil Udenrigsministeriet ifølge regeringen fraråde alle ikke-nødvendige rejser indtil tidligst 31. august.