Regeringen stoppede positive coronatal: Mangler tillid til befolkningen, siger Venstre

Mette Frederiksen kan se frem til et hektisk samråd, siger Hans Engell.

Regeringen modsatte sig offentliggørelsen af en rapport, der viste et forbedret smittetryk i Danmark. Det skete 20. marts - tre dage inden Mette Frederiksen forlængede nedlukningen af Danmark.

Det skriver Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i en mailkorrespondance mellem blandt andre Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, og Kåre Mølbak, faglig direktør på Statens Serum Institut.

Smittetrykket blev i mailen opdateret fra at være 2,6 til 2,1, og Søren Brostrøm mente, at rapporten med disse tal skulle komme til offentlighedens kendskab samme dag.

- Men det vil man ikke politisk, og jeg forstår, det først kan blive på mandag (23. marts, red.), at vi kan sende ud, står der i mailen fra Søren Brostrøm, som blev sendt til Kåre Mølbak.

Brostrøm nævner ikke, hvilke specifikke politikere, der ikke ønskede rapporten offentliggjort på dagen. Det fremgår, at Sundheds- og Ældreministeriets departementschef, Per Okkels, var tilføjet på modtagerlisten.

Venstre: Småskandaløst

Nyheden om, at det forbedrede smittetal blev tilbageholdt i tre dage, møder kritik fra Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen. Han undrer sig over, at ”regeringen har behov for at putte med informationen”.

- Befolkningen har haft en udstrakt grad af tillid til myndighederne og regeringen. Man må bare sige, at den tillid går ikke den anden vej.

Hvad er smittetrykket?

Smittetrykket er udtryk for, hvor mange personer en smittet når at videregive sygdommen til under sit sygdomsforløb. Kommer smittetrykket under 1, vil sygdommen langsomt forsvinde fra befolkningen. Seruminstituttet vurderede 21. maj, at smittetrykket lå på 0,6 i perioden 7.-14. maj.

- Regeringen og statsministeren har åbenbart en opfattelse af, at der er informationer, befolkningen ikke kan tåle at høre, siger han.

Han mener, at denne sag er ”lige ved at være oppe i småskandaløse dimensioner”.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få et interview med sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

I en mail bekræfter Sundhedsministeriets presseafdeling, at det var et politisk ønske at udskyde offentliggørelsen af det ændrede smittetryk.

”I dette konkrete tilfælde ønskede man fra politisk side, at dokumentet ang. prognosen for intensiv kapacitet blev ledsaget af et notat med overvejelser om konsekvenserne ved at frigøre så meget intensiv kapacitet til brug for behandling af covid-19,” lyder det.

Et besværligt samråd

De nye oplysninger vil betyde, at Mette Frederiksen kommer til at bruge endnu mere tid på at forberede det samråd, som hun er indkaldt til, siger politisk kommentator Hans Engell.

- Man kan tydeligt høre på dét Venstre siger, at det bliver et besværligt og hektisk samråd, siger han.

Venstre har i forvejen indkaldt Mette Frederiksen til et samråd efter, at en gennemgang af forløbet op til nedlukningen 11. marts - foretaget af Jyllands-Posten - såede tvivl om, hvorvidt statsministeren talte sandt, da hun sagde, at situationen var så alvorlig, at "det er myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned".

Selvom det bliver et hektisk samråd, mener Hans Engell dog ikke, at sagen kommer til at true regeringens liv. Der er endnu ikke sat dato på samrådet, og Mette Frederiksen kan vælge at afvise at deltage.

Da Danmark lukkede ned

  1. 2020

    1. Første tilfælde i Danmark

      TV 2-journalisten Jakob Tage Ramlyng bliver det første bekræftede covid-19-tilfælde i Danmark.

    2. Advarer mod håndtryk og kram

      Statsminister Mette Frederiksen fraråder arrangementer med over 1.000 deltagere, og borgerne opfordres til at holde afstand og undgå kys, kram og håndtryk.

    3. Mette Frederiksen lukker Danmark ned

      Mette Frederiksen varsler på et pressemøde forbud og lukker store dele af Danmark ned.

    4. Mailkorrespondance mellem Brostrøm og Mølbak

      Søren Brostrøm og Kåre Mølbak foretager den mailkorrespondance, som Ekstra Bladet nu har fået aktindsigt i.

    5. Forlængelse af nedlukningen

      Statsministeren forlænger nedlukningen af det danske samfund til 13. april. En time inden hun holder sit pressemøde, bliver rapporten med det forbedrede smittetryk udgivet.