Coronavirus

Forlystelsesparker om nye retningslinjer: Publikum vil spørge, hvorfor de skal betale for at komme ind

Ifølge retningslinjer skal de vildeste forlystelser være lukket, hvis ikke man kan lave afskærmning.

Vovehalse og folk med hang til kilden i maven og et godt gys til lyden af skrig og hvin, må formentlig væbne sig med tålmodighed.

For selv om forlystelsesparker rundt i landet onsdag har fået lov at åbne, skal de vildeste forlystelser som udgangspunkt holdes lukket grundet risiko for smitte med coronavirus.

Det fremgår af et nyt sæt retningslinjer for forlystelsesparker, tivolier og lignende, der er offentliggjort på retsinformation.dk.

At hverken rutsjebaner, karusseller eller dæmoniske tårnkonstruktioner kommer til at køre, er et hårdt slag mod de danske forlystelsesparker, som ellers har trippet for igen at kunne tage imod publikum.

- Det vil få katastrofale konsekvenser at skulle holde sig til de retningslinjer, siger sekretariatschef Kristian Nørgaard fra Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark til TV 2.

Utilfredse med timingen

De 12 medlemmer tæller publikumsmagneter som Bakken, Tivoli, Djurs Sommerland, Legoland og BonBon-Land. Og her er man stærkt utilfredse med timingen i hele forløbet, som ifølge foreningen underløber alle forberedelser.

- Vi har lagt et kæmpearbejde i det og planlagt efter helt andre retningslinjer. Hvis vi havde fået noget at vide for 14 dage siden, kunne vi måske have indrettet os anderledes. Men nu sker det nærmest på selve dagen, hvor vi står for at åbne, siger Kristian Nørgaard.

Allerede 14. maj fik forlystelsesparkerne en række retningslinjer at forholde sig til, der blandt andet handlede om at holde afstand.

I den tro havde forlystelsesparkerne forberedt sig på kun at sælge adgangsbillet til hvert andet sæde og i øvrigt sørge for hygiejne mellem turene for at hindre smittespredning.

- Det er sådan, man har gjort i lande som Holland, Norge og Tyskland, siger Kristian Nørgaard.

Hårdt slag for branchen

Retningslinjerne er et hårdt slag for branchen, mener Lars Frelle-Petersen, medlemsdirektør i Dansk Industri, som er erhvervsorganisation for forlystelsesparkerne.

- Det indebærer for mange af parkernes vedkommende, at de ikke kan åbne for de mest attraktive af forlystelserne. I mange af parkerne er de fire-fem vildeste forlystelser et trækplaster, og hvis de er lukket, vil mange blandt publikum nok spørge, hvorfor de så skal betale for at komme ind, siger han.

En forlystelse kan dog, uanset hvor vild den er, åbne, såfremt der er etableret afskærmning, som forhindrer smittespredning.

Den kan også åbne, hvis personer sendes ind i forlystelsen i hold.

- Men det vil ikke være rentabelt at skulle gøre det, siger Kristian Nørgaard.

Statens Serum Institut har tidligere vurderet, at der er "meget høj risiko" for smitte ved genåbning af forlystelsesparker på linje med diskoteker.