Forsker om spildevand i Øresund: Det er ulækkert, men det er ikke farligt for dig
Udledningen af spildevand i forbindelse med et byggeri er en dråbe i havet, siger ekspert.
Mens planerne om at dumpe 290.000 kubikmeter kloakvand i Øresund har skabt stor debat weekenden over, maner en forsker nu til ro.
- Det er store mængder, men alligevel meget lidt i det samlede regnskab, siger Karsten Arnbjerg-Nielsen, der er professor ved Institut for Vand og Miljøteknologi på Danmarks Tekniske Universitet, til TV 2.
I 2018 blev der ledt 29.445.705 kubikmeter urenset spildevand fra renseanlæg og oversvømmede kloakker ud i farvandene rundt om Danmark.
Af dem stod Københavns Kommune for 2.624.241 af dem, mens Gentofte stod for 548.120 kubikmeter urenset kloakvand. Det viser tal fra Miljø- og Fødevareudvalget i Folketinget.
Det er de to kommuner, som har godkendt planerne.
Byggeri belaster spildevandsledning
Sagen har skabt stor debat i både herhjemme og i vores naboland Sverige.
Udledningen blev først udsat fra lørdag til søndag, men efter massiv modstand mod planerne i weekenden, er den nu udsat til oktober.
Grunden til udledningen er forarbejdet til en udbygning af Svanemølleholmen i Nordhavn i København.
Da der skal bygges ejendomme på grunden, skal det undersøges, om ledningen fra 1978 kan klare, at der bygges på den - og under denne undersøgelse kan ledningen ikke bruges.
En dråbe i havet
Men selvom planerne har skabt stor debat, er sagen bogstaveligt talt en dråbe i havet, mener professor Karsten Arnbjerg-Nielsen fra DTU.
- Øresund er som en ottesporet motorvej, da der strømmer 500.000.000.000 kubikmeter vand gennem sundet i løbet af et år, siger han.
- Dertil kommer at der også er såvel renseanlæg og landbrug i Ukraine, Hviderusland og Polen og alle de andre lande ud til Østersøen. Øresunds tilstand er summen af alle udledningerne, siger Karsten Arnbjerg-Nielsen.
Men trods det kan man fortsat trygt tage ud at bade efter udledningen.
- Det er ulækkert, men det er ikke farligt for mennesker. Det udledes et sted, hvor ingen af os kan se, lugte eller bade i det, og de colibakterier, vi er bange for, dør i det kolde, salte vand.
Konsekvenserne for havmiljøet er dog en anden sag, understreger han. Det samme mener marinbiologer ved Danmarks Naturfredningsforening og Øresundsakvariet, der har har kritiseret udledningen.
Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune mødes mandag klokken 15 for at drøfte sagen.