Samfund

For første gang er et helt kunstigt hjerte blevet indopereret i en dansk patient

Danmark har som det tredje land i verden gennemført operation, der af lægerne bag kaldes et paradigmeskift.

Læger på Rigshospitalet har for første gang i Danmark opereret et helt kunstigt hjerte ind i en patient.

Det er en milepæl for Hjertemedicinsk Klinik på Rigshospital, mener Finn Gustafsson, der er overlæge på afdelingen og professor med speciale i avanceret hjertesvigt og transplantation.

- Jeg mener, det her skaber håb for en gruppe af patienter, som vi slet ikke kunne hjælpe før, siger han til TV 2.

Rigshospitalet har i årevis indopereret mekaniske pumper i patienter, som støtter det eksisterende hjertes venstre kammer.

Erstatter det gamle hjerte

Men en mekanisk pumpe kan ikke hjælpe patienter, når begge hjertekamre svigter. Det kan det nye elektriske hjerte, Carmat, fordi det erstatter det gamle hjerte fuldstændigt og overtager funktionen for hele hjertet ligesom en hjertetransplantation.

- I Danmark er ventetiden på et donorhjerte omkring et år. Mange patienter er så syge, at de vil nå at dø i mellemtiden. Nu kan vi så implantere det her, uanset hvad der er galt med hjertet. Så vi vil kunne redde livet på mange flere patienter i ventetiden til en transplantation, og vi kan også tilbyde det her som en endelig behandling, siger Finn Gustafsson.

Det kunstige hjerte er produceret af den franske medicovirksomhed Carmat, der er en del af luftfartsvirksomheden Airbus Group.

Af hensyn til patientfortrolighed er det begrænset, hvad han kan fortælle om operationen. Men han oplyser, at den blev gennemført i sidste uge, at den varede seks timer, og at den var vellykket.

Overlæge og kirurg Peter Skov Olsen fra Thoraxkirurgisk Klinik på Rigshospitalet stod i spidsen for det hold, der udførte operationen.

- Det kræver et trænet team af kirurger, anæstesiologer, hjertelæger, sygeplejersker og fysioterapeuter at få operationen og resten af processen til at lykkes. Det er en holdindsats, der kræver samarbejde og en maksimal indsats fra alle sider. Jeg er stolt over, at operationen er gået godt, og at vi på Rigshospitalet kan tilbyde en bestemt patientgruppe en ny mulighed, siger han i en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.

Første land i Nordeuropa

Dermed er Danmark det første land i Nordeuropa og det tredje land i verden til at indoperere verdens mest avancerede kunstige hjerte i en patient. Tidligere har Tjekkiet og Kasakhstan gennemført operationen på i alt 12 patienter.

Carmat er verdens første fuldt elektriske kunstige hjerte og det første med et selvreguleringssystem, som tilpasser sig kroppens fysiske udfoldelse. Det vil sige, at det kunstige hjerte sætter pumperytmen op, hvis personen for eksempel cykler, går op ad en trappe eller på anden måde bliver forpustet.

Det kunstige hjerte er via en lille ledning gennem maveskindet tilkoblet en lille computer og nogle batterier, som skal skiftes hver fjerde til sjette time. Om natten skal det sættes til kontakten.

- Så det kræver strøm for at kunne fungere. Men ellers fungerer det faktisk som et almindeligt hjerte, siger Finn Gustafsson.

Et paradigmeskiftet

Operationen på Rigshospitalet er led i et studie, som ikke er afsluttet endnu, men Finn Gustafsson forventer allerede nu, at det vil komme flere patienter til gode. Indtil videre er erfaringerne gode både fra Danmark og fra udlandet

- Det ser meget lovende ud. Så vi forventer at kunne bruge det her på den lange bane. Og det er et paradigmeskifte inden for behandling af hjertesvigt i slutstadiet, som det her drejer sig om, siger han.

Lægerne kender ikke den endelige holdbarhed på Carmat, eftersom det er et nyt produkt og en ny behandlingsform, men forventningen er minimum fem års funktionstid.

Finn Gustafsson vurderer, at op mod nogle hundreder patienter om året kan få gavn af det kunstige hjerte i Danmark.