Samfund

Søren Pind skal vidne i Støjberg-sag om ulovlig instruks

Den tidligere justitsminister er blevet indkaldt som vidne for Instrukskommissionen.

Den tidligere justitsminister fra Venstre Søren Pind skal den 19. juni vidne for Instrukskommissionen i sag om tidligere udlændingeminister Inger Støjbergs (V) ulovlige instruks om adskillelse af asylpar.

Det skriver han på det sociale medie Twitter.

- Jeg ser frem til at gøre min borgerpligt og har ikke yderligere kommentarer indtil da, skriver Søren Pind.

Søren Pind var justitsminister i den daværende V-regering, da Inger Støjbergs ordre om at adskille asylpar ved ankomsten til Danmark i 2016 faldt.

Støjberg-sagen

I 2016 udsendte Udlændinge- og Integrationsministeriet en pressemeddelelse om, at alle par på asylcentre skulle skilles ad, hvis den ene var under 18 år. Meddelelsen blev af embedsværket opfattet som en instruks, og man begyndte at adskille parrene.

Siden slog Folketingets Ombudsmand fast, at instruksen var ulovlig, fordi den ikke lagde op til at foretage individuelle vurderinger af de enkelte par.

Instrukskommissionen undersøger nu, om Inger Støjberg bevidst brød loven, og om hun har talt usandt over for Folketinget.

Det var ulovligt

Inger Støjberg, som er nuværende næstformand i Venstre, undersøges lige nu af en kommission for instruksen om, at ingen mindreårige asylansøgere fremadrettet måtte indkvarteres med en ægtefælle eller samlever.

Den var ifølge Folketingets Ombudsmand ulovlig.

De havde krav på en individuel vurdering. Der kunne være par, der ikke skulle adskilles, for eksempel hvis de havde børn.

Det springende punkt i sagen er, om Støjberg blev advaret om, at instruksen kunne være ulovlig.

Instrukskommissionen gik i sidste uge i gang med arbejdet med at afhøre vidner.

Inger Støjberg vidner søndag og mandag.

Har udtalt sig tidligere

Det står ikke klart, om Instrukskommissionen også har indkaldt tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller tidligere departementschef i Statsministeriet Christian Kettel Thomsen for at vidne.

De sad begge på posterne i 2016, hvor instruksen blev givet.

Søren Pind har tidligere involveret sig i debatten om Inger Støjbergs instruks på det sociale medie Twitter.

Her har han fastholdt, at Justitsministeriet i 2016 var klare i mæglet om, at man ikke bare generelt kunne adskille asylpar ad.

- For mit eget vedkommende kan jeg blot sige, at beskeden dengang fra Justitsministeriet var klokkeklar: Man kunne ikke bare generelt skille mand og kone ad - hvert enkelt tilfælde skulle vurderes konkret.

- Andet manglende også bare, skrev Søren Pind 14. maj.

Her er de centrale datoer i Støjberg-sagen

  1. 2016

    1. Udsender instruks

      Udlændinge- og Integrationsministeriet udsender en pressemeddelelse om at adskille alle par på asylcentre, hvis den ene er under 18 år. Pressemeddelelsen opfattes af embedsværket som en instruks, og man begynder at adskille parrene.

    2. Ombudsmanden går ind i sagen

      Folketingets Ombudsmand går ind i sagen efter at have modtaget en klage fra et ungt syrisk par, der er blevet skilt ad.

    3. Nye regler

      Udlændingestyrelsen udsender nye retningslinjer. Nu skal alle sager vurderes konkret og individuelt, hvilket er i overensstemmelse med loven.

  2. 2017

    1. Ulovlig instruks

      Ombudsmanden konkluderer, at Støjbergs instruks var ulovlig, fordi den ikke gav mulighed for at gøre undtagelser eller foretage individuelle vurderinger af parrene.

    2. Avis: Støjberg var advaret

      Politiken bringer en artikel om, at Støjberg var blevet advaret af sit embedsværk, inden instruksen blev udsendt. Ifølge anonyme kilder havde ministeren fået at vide, at det ville være i strid med loven at adskille parrene uden at foretage individuelle vurderinger.

      Støjberg erkender i et interview med Politiken, at hun havde fjernet embedsværkets forbehold i udkastet til instruksen, men ifølge hende godkendte embedsværket den endelige version.

    3. Maraton-samråd

      Støjberg er i et fem timer langt samråd. Hun forklarer, at instruksen kun var tænkt som en pressemeddelelse med det formål at udstikke en hård kurs over for ”barnebrude”.

      Hun skifter desuden forklaring og erkender, at hendes embedsværk ikke havde godkendt den endelige instruks, før den blev udsendt. 

      I den efterfølgende periode er Støjberg i flere samråd om sagen.

  3. 2018

    1. Blåt flertal stemmer mod undersøgelse

      I folketingsåret 2017-2018 fremsætter rød blok et beslutningsforslag om at undersøge Støjbergs rolle i sagen. Forslaget bliver nedstemt af det daværende blå flertal. 

  4. 2019

    1. Avis: Mail svækker forklaring

      Dagbladet Information bringer en artikel, der puster nyt liv i sagen. Avisen offentliggør en mail fra Udlændingestyrelsens forhenværende direktør, Henrik Grunnet, som er sendt 10. februar (samme dag som udsendelsen af instruksen), og som ifølge avisen svækker Støjbergs forklaring.

      Støjberg har hidtil fastholdt, at styrelsen var blevet orienteret om, at der skulle gøres undtagelser i nogen af sagerne – for dermed at overholde loven. Men i mailen skriver Henrik Grunnet: 

      - Mødet jeg var til i ministeriet efterlod ingen tvivl om hendes indstilling til sagen - uanset Børnekonventionen, når parret har et fællesbarn.

      Kort efter er Støjberg i samråd om sagen igen.

      Under afhøringen i Instrukskommissionen i maj 2020 har Henrik Grunnet forklaret, at han ikke husker, at Støjberg deltog på mødet, og at det først senere på dagen stod klart for ham, at alle par skulle skilles ad. 

  5. 2020

    1. ​Kommission nedsættes

      Rød blok nedsætter en kommission, der skal kulegrave forløbet omkring instruksen. 

      Kommissionen skal gennemgå tusindvis af dokumenter og afhøre en lang række vidner.

    2. ​De første vidner taler

      Instrukskommissionen begynder de første afhøringer af vidner i retten på Frederiksberg. Der er planlagt afhøringer af flere end 20 vidner i maj, juni, august og september.

      Når kommissionen er færdig med sit arbejde, er det Folketinget, der skal vurdere, om der skal rejses en rigsretssag.