Coronavirus

Studie: Medicin reducerer coronadødsfald med 80 procent

Behandling tidligt i sygdomsforløbet lader til at være afgørende, hvis medicinen skal virke, viser studie.

Hvis lægemidlet Remdesivir gives på det rigtige tidspunkt, kan det reducere coronadødeligheden med omkring 80 procent.

Det viser data fra et nyt studie publiceret i det anerkendte lægevidenskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine.

Da jeg så de data ... det er jo helt vildt

Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin, Rigshospitalet

Professor i infektionsmedicin Jens Lundgren fra Rigshospitalet, som sidder som formand for den europæiske del af det store internationale studie, siger til TV 2, at forskerne nu er kommet "et stykke af vejen" i forhold til at kunne behandle coronapatienter.

Men samtidig slår han fast, at der er tale om foreløbige data fra det videnskabelige studie.

Til Politiken siger Jens Lundgren, at han er overrasket over, hvor markant effekten af lægemidlet lader til at være. Effekten ses dog kun, hvis Remdesivir gives, inden patienten ender i respirator og "på det rigtige tidspunkt".

- Da jeg så de data ... det er jo helt vildt. Det ændrer fuldkommen på paradigmet for, hvordan vi skal angribe den her sygdom. Hvornår vi skal sætte ind, og hvad vi skal gøre med intensivpatienter, siger Jens Lundgren.

Sådan virker Remdesivir

Remdesivir produceres af det amerikanske medicinalfirma Gilead.

Medicinen virker på den måde, at den går ind og påvirker og forringer virussens evne til at formere sig. 

Helt simpelt beskrevet duplikerer virussen sit arvemateriale i en slags kæde. Remdesivir bryder denne kæde ved at efterligne en af virussens byggeklodser. Fordi den ikke fungerer som virussen selv, får den duplikeringen til at gå i stå.

Kilde: Thomas Benfield, professor på Hvidovre Hospital

Markant forskel i dødelighed

Hvis behandlingen blev indledt omkring det tidspunkt, hvor ilttilskud begyndte at være nødvendigt, døde der i forsøget så få som 2,4 procent covid-19-syge, som fik Remdesivir.

Det svarer til 4 ud af 222 patienter i forsøget.

Til sammenligning døde 19 ud af 199 patienter i placebo-gruppen, altså dem der ikke fik behandling, svarende til 10,9 procent.

Studiet viser, at folk, der har mistanke om, at sygdommen forværres, skal reagere hurtigt, påpeger Jens Lundgren.

For man skal helst henvende sig til en læge inden for en uge, efter at man er blevet syg.

- Man skal prøve at gribe ind så tidligt som muligt imod virussygdomme, så man kan bremse formeringen. Når der først er kommet alvorlig organskade, så har behandlingen mindre effekt, siger Jens Lundgren til TV 2.

Ingen alvorlige bivirkninger

En anden forsker, Anton Pottegård, professor ved Afdeling for Klinisk Farmakologi og Farmaci, Syddansk Universitet - påpeger over for Politiken, at der dog endnu mangler data om bivirkninger ved medicinen.

Til TV 2 siger Jens Lundgren, at der typisk ses en påvirkning på lever og nyrer ved brug af Remdesivir.

Men resultaterne af det internationale studie viser ikke, at funktionen bliver påvirket.

- Umiddelbart ser det ud til, at der ikke er nogle væsentlige og alvorlige bivirkninger, og at stoffet (Remdesivir, red.) måske endda forsøger at beskytte disse organer, lyder det fra Jens Lundgren.

Professoren påpeger, at resultaterne stadig skal granskes, og at der ventes yderligere detaljer og resultater fra studiet i juli.

Kortere hospitalsophold

Remdesivir blev udviklet i 2009 til behandling af hepatitis C og som muligt middel mod virussygdommen ebola.

Lægemidlet har tidligere også været anvendt til behandling af blandt andet SARS og MERS, der også er typer af coronavirusser.

Lægemidlet er endnu ikke godkendt til behandling af covid-19-patienter. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) meddelte dog mandag, at det var tæt på en betinget godkendelse.

Flere danske læger og hospitalsafdelinger har siden coronavirussen brød ud ansøgt om at kunne bruge Remdesivir til behandling af covid-19-patienter trods den manglende godkendelse.

Den tilladelse har Lægemiddelstyrelsen givet, fordi Remdesivir har vist sig effektiv i behandlingen af covid-19.

Et globalt studie har tidligere vist, at covid-19-patienter, der fik Remdesivir, i gennemsnit var på hospitalet i 11 dage. Til sammenligning var patienter, der fik placebo - en form for "snydemedicin" uden effekt - på hospitalet i 15 dage.

På sin hjemmeside gør Lægemiddelstyrelsen opmærksom på, at der ved brug af Remdesivir både er en skærpet informationspligt og ligeledes en skærpet indberetningspligt af alle formodede bivirkninger.

Remdesivir har ikke kun vist sig effektiv i behandling af mennesker. For dyreforsøg med aber har samtidig vist, at lægemidlet bremser formeringen af virus i kroppen.

Ingen mirakelkur

USA godkendte 1. maj Remdesivir til nødbehandling af coronasyge.

Anthony Fauci, der er topsundhedsrådgiver for Donald Trump og direktør for Det Nationale Institut for Allergi og Infektionssygdomme i USA, har tidligere udtalt, at Remdesivir ikke er en mirakelkur mod coronavirussen.

Men Remdesivir kan være et vigtigt første skridt i behandlingen af coronapatienter og på sigt føre til vaccine mod sygdommen covid-19, har han udtalt.

Som resten af verden kæmper USA om at komme først med at udvikle en vaccine mod coronavirus.

Ifølge Anthony Fauci er det ikke udelukket, at USA kan have en færdig vaccine klar i begyndelsen af 2021.