Remdesivir skal 'ud til alle' - resultaterne er 'utrolige', siger professor

Remdesivir bruges til behandling af covid-19-patienter, men præparatet er endnu ikke godkendt. Det kan dog være et spørgsmål om uger eller få måneder.

Lægemidlet Remdesivir ser ud til at have en særdeles positiv effekt over coronavirus.

- Vi havde regnet med, at stoffet (Remdesivir red.) havde en meget beskeden til moderat virkning, men effekten er slående stor, siger professor Thomas Benfield, der over for TV 2 kalder de foreløbige resultater af et internationalt forskningsprojekt for "helt utrolige".

Thomas Benfield arbejder på Hvidovre Hospital, hvor han er en del af den danske forskning omkring Remdesivirs virkning på coronapatienter.

En rigtig god nyhed

Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, siger til TV 2, at resultaterne "ser lovende og overbevisende ud".

- Det er en rigtig god nyhed, at man kan opnå så markante resultater. Men det er ét skridt på vejen, og vi er ikke i mål endnu, påpeger virologen.

Thomas Benfield havde "kun" regnet med, at Remdesivir i forsøget, der foregår i 22 lande med i alt 1063 patienter, kunne forbedre overlevelsen med omkring 20 procent.

Men lægemidlet har vist sig at forbedre overlevelsen med op imod 80 procent for den gruppe af patienter, der er allerflest af på hospitalerne - nemlig dem med lungebetændelse, der har brug for et tilskud af ilt.

Der skal virkelige gøres noget for, at det her snart kommer ud på hylderne i Danmark

Thomas Benfield, professor på Hvidovre Hospital

Professoren, der forsker i infektionssygdomme, kalder det positivt, at det på et så tidligt stadie i epidemien er blevet muligt at påvise et stof, som har har effekt over for coronavirus.

For andre stoffer har tidligere vist sig ikke at være effektive over for behandling af coronapatienter.

Sådan virker Remdesivir

Remdesivir produceres af det amerikanske medicinalfirma Gilead.

Medicinen virker på den måde, at den går ind og påvirker og forringer virussens evne til at formere sig. 

Helt simpelt beskrevet duplikerer virussen sit arvemateriale i en slags kæde. Remdesivir bryder denne kæde ved at efterligne en af virussens byggeklodser. Fordi den ikke fungerer som virussen selv, får den duplikeringen til at gå i stå.

Kilde: Thomas Benfield, professor på Hvidovre Hospital

Skal bredes ud til alle hospitaler

Det er Lægemiddelstyrelsen, der herhjemme - på trods af den manglende godkendelse - har givet danske læger lov til at anvende stoffet Remdesivir til behandling af covid-19-patienter.

Den tilladelse har Lægemiddelstyrelsen givet, fordi Remdesivir har vist sig effektiv i behandlingen af covid-19.

Men i øjeblikket er det kun patienter på hospitalerne i Aarhus, København og Hvidovre, som kan få gavn af Remdesivir.

Men det er ifølge Thomas Benfield langtfra nok.

- Vi skal have det (Remdesivir red.) ud på dem allesammen. Der skal virkelige gøres noget for, at det her snart kommer ud på hylderne i Danmark, siger Thomas Benfield.

Kan være tæt på godkendelse

Lægemiddelstyrelsen har endnu ikke godkendt præparatet, men det bør være et spørgsmål om tid, siger Allan Randrup Thomsen.

Han mener, at det kan ske inden for uger, måske få måneder.

- USA har godkendt Remdesivir, og Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er tæt på en godkendelse af lægemidlet til behandling af coronapatienter. Når EMA har sagt "ja", så vil Lægemiddelstyrelsen formentlig også godkende præparatet herhjemme, forklarer Allan Randrup Thomsen.

Udfordring med levering

Selv med en godkendelse af Remdesivir vil der stadig være udfordringer med at få præparatet ud til de danske patienter.

For efterspørgslen vil være stor, og den amerikanske producent Gilead Sciences kan i øjeblikket ikke producere nok af stoffet til, at det danske sygehusvæsen har kunnet købe det i tilstrækkelige store mængder.

- I Danmark har vi en stille epidemi og adgang til mindre mængder af Remdesivir, så vi kan behandle de mest alvorlige syge lige i øjeblikket. Men det er klart, at det skal skaleres op i en grad, så det bliver en hverdagsting, siger Thomas Benfield.

Pres fra regeringen

Morten Freil, der er direktør i interesseorganisationen Danske Patienter, mener, at regeringen allerede nu bør lægge pres på Gilead Sciences.

Det skal ske for at sikre tilstrækkelige leverancer af Remdesivir.

Desuden bør mange flere patienter have mulighed for at få medicinen end tilfældet er for nuværende, mener Morten Freil.