Coronavirus

Medicin, som bruges i dansk corona-forsøg, forbindes med forøget risiko for hjertearytmi og død

Hydroxyklorokin er blevet brugt i flere lande verden rundt som middel mod covid-19.  Gerard Julien / Ritzau Scanpix

Men det sætter ikke en stopper for det danske forsøg - endnu, siger overlæge fra Hvidovre Hospital.

En undersøgelse offentliggjort af det anerkendte lægemiddeltidsskrift The Lancet varsler dårligt nyt for et ellers meget omtalt lægemiddel mod coronavirus.

Gigt- og malariamedicinen hydroxyklorokin, der er blevet fremført af USA’s præsident, Donald Trump, som en mirakelkur, forøger risikoen for hjerterytmeproblemer og i værste fald død, fremgår det af studiet. Og det er ikke første gang, hydroxyklorokin bliver forbundet med overdødelighed.

Mens sidste studie omhandlede 368 patienter udelukkende fra USA, omfatter det nye studie fra The Lancet næsten 100.000 patienter fra hele kloden.

I Danmark tester sundhedsmyndighederne også fortsat medicinen.

Hvidovre Hospital var som en af de første fremme og sige, at man ville afprøve hydroxyklorokin – men også det, viser det sig nu, gav ildevarslende resultater, fortæller professor og overlæge på infektionsmedicinsk afdeling, Thomas Benfield, til TV 2.

- Vi har kun givet det til én patient. Personen fik hjerterytmeforstyrrelser, der gjorde, at vi i sidste ende måtte stoppe med at give vedkommende medicinen.

Hjerterytmeforstyrrelser er en af bivirkningerne, der nævnes af The Lancet.

Thomas Benfield mener ikke, man kan konkludere, at hydroxyklorokin giver hjerterytmeforstyrrelser baseret alene på den ene danske patient. Derudover mener han også, at studiet fra The Lancet er mangelfuldt, da man ikke har givet medicinen til tilfældige, men baseret det på journaler fra læger, der selv har valgt patienterne.

Risiko øges med 45 procent ifølge studiet

Undersøgelsen er baseret på 96.000 patienters journaler og konkluderer, at risikoen for hjertearytmi og dødsfald øges med 45 procent.

- Behandling med klorokin eller hydroxyklorokin gavner ikke patienter med covid-19, siger Mandeep Mehra, der er hovedforfatter på studiet og direktør på en hjerteklinik i Boston.

Alligevel får studiets konklusion ikke Thomas Benfield til at opgive ambitionerne om at gennemføre det danske studie.

- Men vi reflekterer over, om det stadig er en god ide. Flere studier typer på, der er nogle uønskede bivirkninger ved det.

Ifølge Thomas Benfield er overdødelighed en af de uønskede bivirkninger, hydroxyklorokin kan have.

- Hvis det holder stik, så må man vurdere, at det er for farligt at bruge, siger han.

I flere lande, herunder Sverige, har man valgt at indstille forsøget med hydroxyklorokin grundet bivirkninger hos patienterne.

Trump tager hydroxyklorokin, men så gjorde han ikke

Donald Trump meldte mandag 18. maj ud, at han selv tager medicinen forebyggende mod coronavirus. Han er også en af de personer, der utvivlsomt har forsøgt at fremme brugen af hydroxyklorokin som kur mod covid-19.

- Jeg tager en pille hver dag, sagde han og tilføjede, at han også tager zink som en forebyggende foranstaltning.

Men allerede tre dage senere, torsdag 21. maj, sagde præsidenten af ukendte årsager så, at han ikke længere vil tage hydroxyklorokin.

Præsidenten har tidligere kaldt studier, der taler negativt om medicinen, for ”Trump-fjendtlige”.

Salget af hydroxyklorokin er steget markant i USA, hvor det er lettere tilgængeligt, siden Trump er begyndt at promovere det. I marts blev der solgt for knap 250 millioner kroner hydroxyklorokin i USA.

USA's pendant til Sundhedsstyrelsen, FDA, har trods Trumps udmeldinger advaret mod at tage medicinen. Derudover har det øgede brug af hydroxyklorokin medført mangel, hvilket har gjort det svært at anskaffe det til de patienter, der rent faktisk har et dokumenteret behov for medicinen, såsom malariapatienter.

Verdenssundhedsorganisationen anslår, at 405.000 mennesker døde af malaria i 2018.