Flygtet bandeleder idømt et år og tre måneders fængsel
Fem andre mænd hjalp til med planlægning af den spektakulære flugt, afgør byretten. En syvende mand er blevet frikendt.
En bandeleder er ved Retten i Næstved idømt et år og tre måneders fængsel for spektakulær flugt sidste år.
Fem andre tiltalt blev dømt i sagen, mens en syvende mand blev frifundet.
Den dømte flugtfange, 24-årige Hemin Dilshad Saleh, blev anholdt i Barcelona i januar efter at have været på flugt siden november 2019.
Hemin Dilshad Saleh var flygtet fra en psykiatrisk afdeling i Slagelse, hvor han var indlagt under en varetægtsfængsling for et voldeligt overfald i en frisørsalon på Nørrebro under bandekonflikten i 2018.
Fik håndvåben i kageæske
Inden flugten fik Saleh overbragt en kageæske indeholdende to håndvåben, som blev brugt i forbindelse med flugten.
Personalet fik bestemt at vide, at de skulle lade være med at trykke på alarmen og i stedet straks lukke de to mænd ud af sikkerhedsslusen.
En af de to mænd trykkede et håndvåben mod en ansats nakke. Og skød i gulvet for at understrege alvoren i situationen.
Det fængslede bandemedlem var fem uger forinden blevet varetægtsfængslet i forbindelse med en grov voldssag, der fandt sted i forbindelse med bandekonflikten i København.
Ifølge TV 2s oplysninger har den 24-årige været et ledende medlem af bandegrupperingen NNV fra det storkøbenhavnske område.
Her er straffene
Udover Hemin Dilshad Saleh blev fem andre tiltalte idømt følgene straffe:
- 18-årig mand: Et års fængsel. Han modtog dommen.
- 23-årig mand: To år og ni måneders fængsel. Han blev tillige fundet skyldig i opbevaring af cirka 250 gram kokain og udvist. Han ankede dommen til frifindelse.
- 25-årig mand: To år og tre måneders fængsel. Han ankede dommen til frifindelse.
- 25-årig mand: Et år og tre måneders fængsel. Han ankede dommen til frifindelse.
- 20-årig mand: Et år og tre måneders fængsel. Han ankede dommen til frifindelse.
Som følge af deres bandetilknytning blev de alle idømt tre års opholdsforbud i Slagelse samt en større del af Københavns N og NV.
En 22-årige mand blev frifundet. Han sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i forbindelse med en sag i en anden politikreds.