Tidligere hærchef dømt i sag om nepotisme og pligtforsømmelse
Hans-Christian Mathiesen nægtede sig skyldig i sagen og har nu anket dommen til Landsretten.
Den tidligere hærchef, generalmajor Hans-Christian Mathiesen, er tirsdag blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel. Det oplyser retsformanden ved Retten i Viborg, Hanne Fanø.
Hans-Christian Mathiesen er fundet skyldig i embedsmisbrug, pligtforsømmelse og videregivelse af fortrolige oplysninger.
Ifølge Ritzau voterede dommeren og de to domsmænd i tre timer, inden de kom frem til en dom.
Umiddelbart efter dommen har Hans-Christian Mathiesen og hans forsvarer anket dommen til frifindelse i Landsretten.
Hvad handler sagen om?
Dommen er faldet i en sag, hvor Hans-Christian Mathiesen blandt andet var tiltalt for at have misbrugt sin stilling til at ændre på nogle optagelseskrav, så hans daværende kæreste - nuværende hustru - kunne komme ind på en eftertragtet uddannelse i hæren.
Samtidig stod han også anklaget for at have løjet over for forsvarschef Bjørn Bisserup om forløbet med kærestens optagelse på uddannelsen.
Desuden skal han have forsøgt at påvirke en oberst til at ansætte sin kæreste som major. Et forsøg, der dog mislykkedes.
Et af sagens andre anklagepunkter var, at den nu tidligere hærchef gav sin kæreste adgang til sin tjenstlige indbakke i Forsvarets interne mailsystem.
Hans-Christian Mathiesen har tidligere afvist, at han skulle have givet kvinden adgang. Hvis det er sket, må det være sket ved en fejl, har han forklaret i retten. Ved Retten i Viborg påpegede en afdelingsleder inden for Forsvarets it-systemer, at det er usandsynligt, at den kunne ske ved en fejl.
Derudover har Hans-Christian Mathiesen i en mail bedt sin sekretær og stabshjælper om at printe og tilskære private kort til sit bryllup.
I retten har han forklaret, at han ganske rigtigt bad om hjælp til bryllupskortene. Han nægter dog, at der var tale om pligtforsømmelse.
- Det er klart en undtagelse. Det er ikke noget, jeg normalt gør, sagde den 55-årige Mathiesen i retten ifølge krigeren.dk.
Forsvarschef: Ulykkelig sag
Forsvarschef general Bjørn Bisserup kalder sagen "trist og ulykkelig", og han ser "frem til på et tidspunkt at få afgjort og afsluttet" forløbet.
- Uanset, hvor sagen ender, er der en række vigtige spørgsmål, der allerede nu trænger sig på. De skal besvares, så vi i Forsvaret kan lære af dem. Er der noget i vores system, der gør, at der ikke blev reageret på et tidligere tidspunkt? Kunne jeg have iværksat undersøgelsen tidligere, og dermed måske afkortet sagens forløb?, siger Bjørn Bisserup til Forsvaret.dk.
Sammenlignes med Tamilsagen
Sagen om den tidligere hærchef begyndte at rulle med en artikel i netmediet Olfi.dk i oktober 2018.
Ifølge juraprofessor ved Aalborg Universitet Sten Bønsing adskiller sagen sig i en grad, så den tåler sammenligning med nogle af de mest historiske og ikoniske straffesager, som retsstaten Danmark har ført.
Det gør den, fordi sagen handler om embedsmisbrug på allerøverste niveau i samfundet, skriver Olfi.dk.
- Sagen er så usædvanlig, fordi den drejer sig om så højt placeret en medarbejder som chefen for Hæren. Vi har nærmest ikke straffesager mod så højt placerede medarbejdere i Danmark, og den kan derfor bedst sammenlignes med sagen mod Farum-borgmester Peter Brixtofte og før det Tamilsagen. De handler alle om embedsmisbrug og om ulovligt givne ordrer, siger Sten Bønsing til mediet.
Kort efter blev Mathiesen fritaget for tjeneste. Han har været hjemsendt med fuld løn. Siden er posten som hærchef erstattet af den tidligere generalmajor Michael Lollesgaard, skriver TV Midtvest.