Coronavirus

Flest døde på en måned i Sverige i næsten 30 år

Corona Ritzau Scanpix / TV 2 Grafik

I alt døde 10.458 personer i Sverige i april.

Sverige oplevede i april i år det højeste dødstal på én måned i næsten 30 år.

- I april døde der flere mennesker i Sverige end i nogen anden måned siden april 1993, lyder det i en foreløbig opgørelse fra Sveriges statistikbureau, SCB, ifølge Ritzau.

I alt døde 10.458 personer i april, hvor coronavirus for alvor begyndte at sprede sig i landet.

I 1993 døde der flere personer - nemlig 11.057 på en måned. Det skyldtes en voldsom influenzaepidemi ifølge nyhedsbureauet NTB.

1993 var generelt et dødeligt år i Sverige med godt 97.000 døde. Det var det højeste antal døde på et år siden en anden influenzaepidemi, nemlig Den Spanske Syge, der hærgede i 1918.

Det siger Tomas Johansson, som er forsker på SCB's afdeling for statistik om befolkning og økonomisk velfærd, til Ritzau.

Korrigerer man for væksten i befolkningstallet, var der dog relativt flere dødsfald i januar 2000 end i april i år. Dengang hærgede en voldsom influenzaepidemi også. Dødstallet per 100.000 indbyggere var på 110,8 personer, og i april i år var det på 101,1 per 100.000 indbyggere.

Over 3600 døde med coronavirus

Sverige meldte om 19 coronarelaterede dødsfald mandag. I alt er 3698 registreret døde efter smitte med coronavirus, oplyser de svenske sundhedsmyndigheder.

Der er i alt er 30.377 bekræftede smittetilfælde i Sverige.

Antallet af personer, der er indlagt eller har været indlagt på intensivafdelinger i landet, er på 1853.

I Danmark døde der i alt 4721 i løbet af april, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er på ingen måde en rekord som i Sverige. Sidste år døde der eksempelvis godt 5000 personer i januar måned alene.

352 af de 4721 dødsfald var efter smitte med coronavirus, fremgår det af en opgørelse over coronavirus.