Regeringen vil ensarte affaldssorteringen i hele landet - du skal sortere i ti typer affald
Regeringen vil med det nye tiltag have reduceret CO2 udledningen.
Affaldssorteringen skal ensartes over hele landet, og det skal ske med et system, hvor affaldet deles op i ti forskellige typer.
Det mener regeringen, der kommer med forslaget som en del af en klimahandlingsplan, som skal bringe Danmarks udledning af drivhusgasser ned.
- Vi foreslår, at vi nu skal til at sortere i ti typer affald herhjemme, uanset om det er i sommerhuset, på arbejdspladsen eller i det offentlige rum, siger miljøminister Lea Wermelin (S) til Ritzau.
Regeringens plan er, at danskerne skal sortere mere affald.
Ens sortering alle steder
Ifølge miljøministeren skal affald sorteres på samme måde, uanset om det i hjemmet, sommerhuset, på arbejdspladsen eller i det offentlige rum.
- Det handler om, at hvis vi skal genanvende og genbruge mere, skal vi også sortere mere. Til gengæld skal vi så sikre, at det rent faktisk nytter noget at sortere det. At det er med til at gøre en grøn forskel. For så tror jeg, at rigtig mange danskere gerne vil være med, siger hun.
Borgere sorterer i dag mellem tre og otte forskellige typer affald, alt efter hvilken kommune man bor i. Det er nemlig den enkelte kommune, der bestemmer, hvordan og hvor meget affald, der sorteres.
Målet med regeringens forslag er at aflaste klimaet. Forbrænding af affald går hårdt ud over klimaet og særligt plastik står for den største CO2-udledning fra affaldssektoren. Der forbrændes 370.000 tons plastikaffald om året i Danmark.
De 10 typer, som affaldet ifølge forslaget skal sorteres i er:
- Mad
- Papir
- Pap
- Metal
- Glas
- Plast
- Tekstil
- Fødevarekartoner
- Restaffald
- Farligt affald
Hvor mange spande får danskerne?
For at nedbringe antallet af affaldsspande i danskernes indkørsler og baggårde, vil det ifølge forslaget blive muligt at lave en kombineret indsamling, hvor nogle affaldstyper placeres i samme rum i affaldsspanden. Det gælder for eksempel for papir og pap og metal og glas.
Hvor mange spande det enkelte hus eller boligejendom får, vil ifølge forslaget afhænge af, hvad landets kommuner hver især beslutter.
Og så skal sorteringen hjælpes på vej en række særlige piktogrammer, der tydeligt forklarer, hvor de enkelte ting skal puttes.
Lea Wermelin vil mandag klokken 11.30 præsentere forslaget i sin helhed sammen med klimaminister Dan Jørgensen (S).