Demonstration ved grænsen i Sæd: - Vi er taget som gidsel i et bizart politisk spil
Sønderjylland bløder, lyder det fra en af de mange fremmødte demonstranter ved grænseovergangen i Sæd.
- Lad os ikke i stikken. Åbn den grænse.
Sådan lyder det fra blandt andet indehaveren af Rømø Familiecamping, Allan Svendsen. Han er én af initiativtagerne til en demonstration, der søndag løb af stablen ved grænseovergangen i Sæd i Sønderjylland.
Han og mange andre forretningsdrivende i området føler sig svigtet af den danske regering.
For mens man i Tyskland allerede har åbnet grænsen til ét naboland og planlægger flere grænseåbninger fra 15. juni, er den danske grænse fortsat lukket. Og den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), vil i modsætning til sin norske kollega Erna Solberg ikke sætte en dato for åbningen af grænserne, lød det torsdag under en debat med Folketingets partier.
Ifølge Allan Svendsen er det netop kernen i dét svigt, som hele det sydlige Jylland ifølge ham lige nu lider under, siger han til TV 2.
- Hele spørgsmålet om grænsen er taget som gidsel i et eller andet bizart politisk spil. Vi mangler en udmelding fra Mette Frederiksen, siger Allan Svendsen, der har en fortid i blandt andet Liberal Alliance og Nye Borgerlige.
Han siger, at endnu en butiksejer i det sydlige Jylland vil have drejet nøglen om, inden dagens demonstration er slut - blandt andet på grund af et manglende svar på, hvornår grænsen kan åbne.
- Sønderjylland bløder
Samme budskad lyder fra Bent Larsen, der er mødt op til demonstrationen. Han er udlejer af sejlbåde på Als og ejer af en marine - og ligesom Allan Svendsen mener han, at der er tale om politisk drilleri.
- Sønderjylland bløder, siger han til TV 2 og fremhæver, at smitten ifølge ham er på et lige så lavt niveau i hele Nordtyskland som i Sønderjylland.
- Jeg ville hellere have broen til Sjælland lukket. Der er ikke længere en sundhedsfaglig begrundelse for at holde grænsen lukket, men hvad er årsagen så, spørger han.
Overlæge og afdelingschef i Statens Serum Institut oplyste fredag i et interview til Berlingske, at tal for smittetryk er behæftet med stor usikkerhed, ligesom hun fremhæver at smittetrykket i eksempelvis i Italien var 1,0, da epidemien toppede i landet, hvor mange var alvorligt syge.
- Tallet siger kun noget om accelerationen – ikke noget om, hvilket niveau landet befinder sig på. Selvfølgelig kan det også være interessant, om epidemien er stigende, men i en debat om grænseåbning må man især se på forekomsten, oplyste Tyra Grove Krause.
Pernille Vermund: Lukning giver ingen mening
Under demonstrationen, der startede klokken 10, har en lang række allerede været på talerstolen.
Det gælder blandt andet formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, der i modsætning til flere andre partier i den borgerlige blok på Christiansborg ikke er fortaler for en fuld åbning af grænsen.
I hendes tale lød det, at Danmark i dag kan åbne grænsen for Tyskland og Norge, uden at smitten i Danmark vil føre til mange flere indlæggelser.
- Jeg medgav regeringen, at det i marts nok var nødvendigt (at lukke grænsen, red.), og jeg står ved den beslutning. Men nu er ikke marts. Vi er et helt andet sted og den lukkede grænse giver absolut ingen sundhedsmæssig mening overhovedet.
Også formanden for Rømø-Tønder turistforening, Martin Iversen, og Jørgen Popp Petersen fra det Slesvigske Parti har holdt tale under demonstrationen.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra justitsminister Nick Hækkerup (S) til den kritik, der blev rejst ved demonstrationen. Det har ikke været muligt. Der henvises i stedet til den melding, regeringen tidligere er kommet med, nemlig at der senest 1. juni kommer en udmelding om grænserne.
Tyskland har åbnet grænser
Fra tysk side har man allerede åbnet grænsen til flere af sine nabolande, ligesom man fredag besluttede at genåbne alle trafikforbindelser på tværs af grænsen.
Samtidig blev den praktiske udførsel af indrejsekontrollen fra Danmark til Tyskland ændret. Det betyder, at der siden midnat natten til lørdag kun er blevet udført stikprøver og en løbende risikovurdering ved grænseovergangen.
Det er dog stadig ikke i de fleste tilfælde tilladt for danskere statsborgere at rejse til Tyskland, herunder at foretage indkøb i for eksempel grænsebutikkerne.
Fredag kom Norge også på banen, når det gælder spørgsmålet om at åbne grænsen. Og mens udmeldingen fra den norske statsminister, Erna Solberg, ikke var godt nyt for dansk turisterhverv, blev der fra norsk side sat datoer.
Således lød det, at nordmænd fortsat har forbud mod at rejse til udlandet – et påbud, der indtil videre gælder indtil 20. august. Men udmeldingen var samtidig, at den norske regering inden 15. juni vil vurdere, om det skal være muligt for nordmændene at rejse inden for de nordiske lande, ligesom det samtidig vil blive vurderet, om turister fra Norden skal kunne rejse til Norge.
Sverige lukkede 20. marts delvist grænsen til Danmark – delvist, fordi grænsen kun blev lukket for udlændige, som rejser til Sverige fra andre lande end et EU-land, Storbritannien, Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz.
Fredag langede den svenske minister for nordisk samarbejde, Anna Hallberg, ud efter Danmark, fordi der i partilederdebatten torsdag kun blev talt om at åbne grænsen mod Tyskland og ikke Sverige.