Coronavirus

Dansk-svensk politiker: Masser af danskere i Malmø - men jeg har ikke set min mor i to måneder

Niels Paarup Pedersen Facebook/privatfoto

Danskere tager på vandretur i Sverige, og køber ind Malmø. Men dansk-svensk politiker har ikke set sin mor i Danmark i to måneder.

Den dansk-svenske politiker Niels Paarup-Petersen bor i Malmø. Han er en af dem, der er personligt ramt af, at statsminister Mette Frederiksen har besluttet at lukke grænsen til Danmark for svenskere under coronakrisen.

- Min 69-årige mor bor i Haderslev, og hende har jeg ikke kunnet besøge i over to måneder nu, siger Niels Paarup-Petersen til TV 2.

42-årige NIels Paarup-Petersen kommer oprindelig fra Vojens, men har gjort politisk karriere for det borgerlige svenske parti Centerpartiet - et søsterparti til Venstre og de radikale i Danmark.

Han er medlem af det svenske folketing - Riksdagen - og sammen med blandt andre Lunds borgmester Philip Sandberg (LIberalerna) kæmper han for at få den danske side af den dansk-svenske grænse åbnet for svenskere. Sandberg har tidligere skrevet et åbent brev til Mette Frederiksen om sagen.

- Det paradoksale siden 14. marts 2020 er, at danskere kan rejse over Sundet til Sverige, men at det ikke er muligt den modsatte vej, selvom arbejdspendlere er undtaget, skriver Philip Sandberg blandt andet i brevet.

Den svenske minister for nordisk samarbejde, Anna Halberg (S), har desuden anklaget Danmark for at diskriminere svenskere.

"Latterligt"

Dansk-svenske Niels Paarup-Petersen vil dog ikke bruge ordet "diskrimination".

- Det er jo latterligt, at de har lukket. Jeg vil ikke sige, det er diskriminerende, det er bare latterligt, siger han.

Niels Paarup-Petersen henviser til, at der er bedre kontrol med smitten i Skåne og Malmø, end der er i København og på andre dele af Sjælland.

- Men alligevel ser man masser af danskere i Malmø. Jeg ser masser af biler med danske nummerplader ved indkøbscentrene, og der er jo også danskere, der tager på vandreture i Sverige, siger Niels Paarup-Petersen.

Han henviser blandt andet til hjemmesiden Opdagverden.dk, som næste weekend tilbyder danske kunder en tre-dages vandretur med dansk turleder rundt om Raslångan, en svensk sø mellem Skåne og Blekinge.

6000 køretøjer

Det har ikke været muligt for TV 2 at få et præcist tal for, hvor mange danskere, der har været i Malmø og Skåne denne weekend.

Fra Øresundsbroen oplyses det, at i alt 6000 køretøjer lørdag krydsede Øresundsbroen. Men det tal gælder altså køretøjer i begge retninger, og mange af de køretøjer er lastbiler. Desuden har nogle af disse køretøjer passeret Øresundsbroen på vejen til Ystad og Bornholm.

Ifølge News Øresund passerede i gennemsnit 20.423 køretøjer Øresundsbroen på daglig basis i 2019.