Coronavirus

Mindst 80 plejehjemsbeboere og personale har været raske smittebærere af coronavirus

Arkivfoto. I flere måneder var det ikke et krav, at hverken beboere eller plejepersonale skulle testes. Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Ifølge eksperter har det betydet, at smitten har spredt sig blandt nogle af de mest sårbare borgere, skriver Berlingske.

I de første 41 dage efter Danmark var lukket ned, var det ikke et krav, at alle beboere og personale på plejehjem, hvor der var konstateret smitte med coronavirus, blev testet.

Det blev det først 21. april, hvorefter alle beboere og medarbejdere skulle testes, hvis der har været konstateret smitte på et plejehjem.

Nu viser en rundspørge, som Berlingske har foretaget, at 13 kommuner har konstateret raske smittebærere på plejehjem.

Rundspørgen viser samtidig, at mindst 80 beboere og personale har været raske smittebærere og uvidende kan have smittet andre.

Svarene fra landets kommuner bekymrer overlæge Niels Høiby, professor i klinisk mikrobiologi på Rigshospitalet.

- De her tal er alvorlige. Det er en helt forkert tilgang, at man ikke fra starten har vidst, om der er raske smittebærere, siger Niels Høiby til Berlingske.

Flere eksperter kritiserer i avisen, at man ikke langt tidligere satte ind med målrettede tests på plejehjemmene.

13 plejehjem udsat for smitte

Ifølge en opgørelse fra Statens Serum Institut fra 24. april tegner plejehjemsbeboere sig for cirka en tredjedel af alle coronarelaterede dødsfald i Danmark.

- Det viser de forfærdelige konsekvenser af smittespredning på plejehjemmene. De er blandt de mest udsatte, hvis de bliver smittet af coronavirus, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke dengang om rapporten.

Ifølge rapporten havde 13 plejehjem været særligt udsat for smitte, da der på hver af disse var registreret ti eller flere smittede beboere. I rapporten skriver Statens Serum Institut, at netop testning er et vigtigt element i forhold til den forebyggende indsats på de enkelte plejehjem.

En del af det udvidede testarbejde, som blev implementeret 21. april, var netop målrettet personale i sundheds-, ældre- og socialsektoren. De tests foretages i hvide telte fem steder i landet. Udover København er der hvide test-telte i Næstved, Aalborg. Aarhus og Odense.