Samfund

Enhedslisten vil have indført allemandsret under coronakrisen

Miljøminister Lea Wermelin mener, det er et meget vidtgående forslag.

Skal danskerne i en prøveperiode under coronakrisen have lov til at slå telt op og hygge sig i alle danske skove - private såvel som offentlige?

Det mener Enhedslistens Mai Villadsen, der stiller forslag om allemandsret i en prøveperiode i sommeren 2020.

- Vi kunne godt tænke os at lave en prøveperiode på allemandsret her til sommer, hvor der er rigtigt mange danskere, der bliver i Danmark i sommerferien. Så kan man slå telt op, plukke blomster eller hygge sig med kæresten, også i en privat skov som denne her, siger Mai Villadsen, der er gået en tur ud i Falkensteen Skov, en privat skov syd for Slagelse, sammen med TV 2s journalist.

Som det er i dag, er det tilladt at slå telt op i 278 af Naturstyrelsens skovområder. Men Enhedslisten vil altså udvide mulighederne inspireret af reglerne på de danske strande.

- I dag kender vi det fra stranden, hvor man har ret til at færdes også på private strande. Sådan mener vi egentlig også, det bør være i skoven, siger Mai Villadsen.

Men der er delte meninger hos de danskere, TV 2 mødte i skoven på Fyn.

- Det lyder meget fornuftigt, siger studerende Mads Arland Andersen.

- Jeg tror skovene bliver fuldt booket op her til sommer, og så bliver det måske for voldsomt, siger lærer Amalie Basse.

Miljøminister Lea Wermelin er skeptisk overfor et forslag om allemandsret i private danske skove.

Skepsis i regeringen

Men i regeringen er der skepsis overfor ideen.

- Jeg synes, det er oplagt at tage en dialog med de danske skovejere - Dansk Skovforening - og høre om deres ønsker. Men det er et meget vidtgående forslag at indføre allemandsret i alle skove i Danmark, og så skal vi også passe på vores sårbare natur, siger miljøminister Lea Wermelin (S),

Og hos en skovejer er der helle ikke opbakning, heller ikke selv om der er fri adgang til skovene i Sverige.

- Det er jeg skeptisk overfor. Og svenskerne har fem gange så meget areal per indbygger, som vi har i Danmark, siger Ditlev Berner, der også er bestyrelsesmedlem i Dansk Skovforening.

Men muligheden for at nyde de danske skove er blevet større - for nylig blev der tilføjet 77 danske skove til listen over naturområder, man kan overnatte i. Dermed er der i alt 275 skove i Danmark med fri teltning.