Coronavirus

Nu kan du igen få bland-selv-slik i butikkerne - men ét sted venter de med at åbne

I Coops butikker vil der gå op mod otte uger, før alle bland-selv-slik-afdelingerne igen er åbne.

Der er godt nyt til de slikhungrende danskere på jagt efter fredagsgodter.

De fleste supermarkeder og dagligvarebutikker er så småt begyndt at åbne for bland-selv-slik, løse nødder og the.

Det gælder blandt andet Superbrugsen, Fakta og Kvickly, hvor man allerede onsdag begyndte at åbne for anlæggene med de søde sager.

Men det er en langsommelig proces, fortæller Lars Aarup, kommunikations- og informationschef i Coop.

- Det kommer til at tage op mod otte uger, før vi igen har åbnet for alle afdelinger med bland-selv-slik. Indtil videre har vi kun åbnet få steder rundt omkring i landet, siger han og fortæller, at Coop sender konsulenter ud i alle butikkerne, som skal gennemgå anlæggene, rengøre dem og fylde dem op med helt nyt slik, før de kan åbne igen.

Herefter bliver der sat afmærkninger op, så kun en til to personer ad gangen kan fylde poserne - og med handsker på for at undgå smittespredning.

For os er bland-selv-slik ikke et åbenlyst sted at starte med at åbne

Mads Grand, kommunikationsmedarbejder i Salling Group

- Vi har sagt til butikkerne, at det er vigtigt, de holder øje med, om kunderne holder afstand. Men vores forventning er, at det kommer til at gå fint, fordi vi allerede har set, hvor godt folk opfører sig ved kasserne, hvor vi også har afstandsmarkering, siger han.

Også i Dagrofa, der blandt andet står bag Spar og Meny, vil man igen åbne for bland-selv-slik. Og her vil man stort set følge samme fremgangsmåde som Coop.

- Vi har givet vores købmænd mulighed for at genoptage salget. Men om og hvornår de gør, afgør de selv, siger Casper Thorlacius, kommunikationskonsulent i Dagrofa.

Føtex og Bilka holder fortsat afdelinger lukket

Det har aldrig været et krav fra sundhedsmyndighederne, at butikkerne skulle lukke for afdelingerne med slik og løse nødder.

Alligevel valgte de store kæder at suspendere salget, kort efter at dele af landet lukkede ned i marts. Butikkerne vurderede dengang, at risikoen for smitte med coronavirus var for stor, når kunderne stimlede sammen foran slikket.

Og i Salling Group mener man fortsat ikke, at den risiko er værd at løbe.

Der er så højt et sukkerindhold i slik, at væksten på bakterier har meget svære vilkår

Jens Kirk Andersen, seniorrådgiver på DTU Fødevareinstituttet

Derfor må kunderne vente lidt endnu, før de igen kan fylde poser med karameller og lakrids i Føtex og Bilka.

- For os er bland-selv-slik ikke et åbenlyst sted at starte med at åbne, siger Mads Grand, kommunikationsmedarbejder i Salling Group.

- Man bevæger sig rundt på må og få mellem slikket, og der er ofte mange børn ved anlæggene. Så vi mener ikke, det ville være forsvarligt. Vi vil gerne fortsætte med at gå med livrem og seler lidt endnu, og vi har jo masser af emballeret slik på hylderne, som kunderne kan købe, siger han.

Bakterier trives dårligt i slik

I Coop har de endnu ikke oplevet problemer i de butikker, der allerede har åbnet for bland-selv-slik.

Og når kunderne stikker hænderne ned i montrene, skal de heller ikke være så bange for at få bakterier med hjem.

Så længe de har handsker på, er de nemlig beskyttet mod overførelse af bakterier fra hænder til slik. Det fortæller Jens Kirk Andersen, seniorrådgiver på DTU Fødevareinstituttet.

Skulle der alligevel snige sig bakterier ned til de løse vingummier, vil de ikke trives særlig godt.

- Der er så højt et sukkerindhold i slik, at væksten på bakterier har meget svære vilkår. Bakterierne kan godt overleve på slikket i nogen tid, men de vil forsvinde. I nogle tilfælde taler vi timer, andre bakterier kan dog godt overleve i et par dage, siger Jens Kirk Andersen.