Coronavirus

20 elever sigtet for at overtræde forsamlingsforbud - politiet har begået en fejl, mener forstander

En hundelufter undrede sig over, at der var op mod 40 personer samlet til torsdagsbar.

20 elever er blevet sigtet for brud på forsamlingsforbuddet for at holde torsdagsbar foran en landbrugsskole i Odense torsdag aften.

Eleverne står nu til at få en bøde på 2500 kroner hver.

Det var en hundelufter, der opdagede forsamlingen foran Dalum Landbrugsskole, da vedkommende bemærkede en pavillion, som var opstillet foran skolen. Hundelufteren så omkring 40 personer holde en form for festivitas og kontaktede derefter Fyns Politi.

Ifølge eleverne på skolen var det et festudvalg, der i samarbejde med ledelsen var kommet frem til, at forsamlingen var lovlig.

Overfor TV 2 bekræfter Fyns Politi hændelsen.

- Eleverne forklarer, at de har snakket med skolens rektor, som har kigget på reglerne og vurderet, at der ikke var brud på forsamlingsforbuddet, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist.

Forstander: Jeg er ked af det

På Dalum Landbrugsskole er forstander, Jens Munk Kruse, frustreret over situationen. Han mener ikke, at bøderne er i orden.

- Jeg er ked af det og ærgerlig over det, for jeg mener, at vi rent lovgivningsmæssigt ikke er underlagt et forsamlingsforbud, fortæller han til Fyens Stiftstidende.

Han forklarer, at de blot fulgte de retningslinjer, som erhvervs- og kostskolerne er underlagt.

Men det er en forkert tolkning af skolernes retningslinjer, lyder det fra Fyns Politi.

- Som skole må man gerne være forsamlet om skoleaktiviteter. Det er en torsdagsbar ikke, siger vagtchefen Kenneth Taanquist.

Forvirring om retningslinjer

Ifølge vagtchefen er hændelsen et godt eksempel på, at retningslinjerne kan tolkes forskelligt.

- Derfor er det også så ærgerligt, at de ikke har konsulteret nogen først. Man kan altid skrive til os, hvis man er i tvivl, siger han.

Skolens forstander oplyser til Fyns Stiftstidende, at han mener, at han har ret i sagen, og at eleverne altså ikke burde have været sigtet.

Men det afviser vagtchefen fra Fyns Politi overfor TV 2. Han oplyser, at politiets jurister har kigget på sagen i dag, og de har vurderet, at der var brud på forsamlingsforbuddet, og at politiets vurdering var korrekt.

Derudover gør han opmærksom på, at de sigtede har ret til at klage over sigtelserne, hvis de vil.