Coronavirus

Se det skræmmende eksperiment: Så hurtigt spreder virus sig i en buffet

Forsøget viser med tydelighed, hvordan en virus kan få frit spil, hvis ikke håndhygiejnen er i top.

Fra på mandag må landets restauranter og kantiner igen servere mad i buffetanretninger.

Men salatbaren og de bugnende fade med pålæg kan potentielt give coronavirussen frit spil.

Det viser en video fra et japansk eksperiment, der er gået viralt. Forsøget er lavet for at dokumentere, hvor hurtigt virus kan sprede sig, hvis den smittede ikke har god håndhygiejne. Det skriver CNN.

Eksperimentet simulerer en buffet på en krydstogtskib med i alt ti gæster. Den ene forsøgsperson får væske - der kun kan ses i en bestemt form for ultraviolet lys - smurt ud på sine hænder. Han repræsenterer en smittet person, der hoster i sin hånd.

Herefter agerer de ti forsøgspersoner, som de ville have gjort i en almindelig buffet. De tager bestik, rører ved skåle og fade med mad, når de fylder tallerkenen op, og spiser ved borde tæt på hinanden.

Og resultaterne er skræmmende.

Efter en halv time viser det særlige lys, at samtlige deltagere har været i kontakt med væsken. Tre af dem har endda fået det i ansigtet. Samtidig kan det ses flere steder i buffeten og på bordene.

Efter det første eksperiment med det simulerede krydstogtskib, lavede holdet bag endnu et forsøg. Men her blev maden portionsanrettet, mens man bad alle deltagere om at vaske hænder inden. Efter 30 minutter var ingen andre end "den smittede" ramt af den særlige væske.

Danske eksperter blåstempler video

Videoen er udført af den japanske tv-station NHK i samarbejde med en række sundhedseksperter.

Men også flere danske eksperter har set eksperimentet.

Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet, kalder det et "perfekt og illustrativt" bevis på vigtigheden i god håndhygiejne.

Teknologisk Institut viser her, hvordan man skal vaske sine hænder for at undgå smittespredning. Video: Maria Runøe Møller

Samme melding kommer fra Allan Randrup, professor i virologi ved Københavns Universitet. Han mener dog, at forsøget er en smule overdrevet.

- Der tale om en meget stor klat af den her væske, så det ser ud af mere, end det måske ville være i virkeligheden. Men alt i alt illustrerer det meget godt, hvordan virus kan bevæge sig, siger han.

- For mange almindelige mennesker har spredningen af virus nok været uhåndgribeligt og svært at forstå, så det er godt, at folk nu kan se det visuelt i den her video, siger han videre.

Buffet - en velkendt smittespreder

Eksperimentets form er dog langt fra ny. Samme simulation laver man for eksempel også på Teknologisk Institut herhjemme, fortæller faglig leder i Fødevaresikkerhed, Anette Granly Koch.

- Smitte gennem en buffet er en velkendt og meget realistisk smittevej. Det sker faktisk hvert år over julen, hvor buffeten har højsæson, siger hun og fortsætter:

Smittespredning i buffeten er en tilbagevendende problematik, fortæller Anette Granly Koch, faglig leder på Teknologisk Institut. Video: Maria Runøe Møller

- Her spreder vi ofte virus i form af Roskildesyge, fordi der er bliver rørt ved de samme fade. Generelt har vi faktisk ikke særlig god håndhygiejne. Og det er jo et problem, hvis alle stikker fingrene ned i den samme brødkurv, for så har du en potentiel risiko for at sprede virus, siger hun.

Hvis ikke retningslinjerne er på plads, mener hun derfor ikke, at det vil være en god idé at åbne for de fælles serveringer.

Anbefaler portionsanretning

Med åbningen af kantiner og restauranter på mandag har Sundhedsstyrelsen lavet nye retningslinjer for buffeter. Her står, at der "med fordel kan anvendes personlige redskaber, engangsredskaber eller portionsskåle ved selvservering",

Og netop denne anbefaling skal tages alvorligt, siger virolog Allan Randrup.

- Eksperimentet viser netop, at virussen hurtigt kan ryge op i ansigtet. Derfor er engangsservice klart en fordel, og man bør nok også kigge på at portionsanrette maden, eller at hver person kun må gå op i buffeten én gang.