Samfund

OVERBLIK: Disse europæiske lande kan du rejse til

Turister foran Akropolis i Athen.  Louisa Gouliamaki / Scanpix Denmark

Flere lande har valgt en anden strategi end grænselukning i kampen mod corona. Derfor kan du godt rejse dertil.

Mange lande i Europa har ligesom Danmark valgt at lukke grænserne på grund af coronapandemien.

Men selvom Sundhedsstyrelsen fraråder alle udlandsrejser, betyder det dog ikke, at porten til alle lande er lukket for danskerne. Det er nemlig ikke alle lande, der har valgt at indføre grænsekontrol som strategi i kampen mod corona.

For eksempel er det stadig muligt at rejse til lande som Holland og Portugal.

Det kan blive en lang ferie

De fleste lande har dog indført restriktioner i et eller andet omfang - for eksempel karantæneordninger for alle rejsende.

Dermed skal der bruges en del ferie, hvis du for eksempel tager en tur til Storbritannien, der vil indføre, at du skal 14 dage i karantæne, inden du kan nyde dit ophold som et frit menneske. Når du så vender næsen hjem til Danmark, så skal du igen i 14 dages karantæne, inden du kan vende tilbage til din hverdag.

Og med nedlukninger af restauranter, barer, museer, forlystelsesparker og hoteller over hele Europa er det nok også begrænset, hvad du kan forvente at opleve på ferien.

På det interaktive kort i artiklen kan du se, hvor du som ganske almindelig dansker - der ikke har et anerkendt formål med rejsen, arbejde i det pågældende land eller har familie - kan rejse hen som turist.

De grønne lande er lande, hvor det er muligt at rejse til. De røde lande er lukket for indrejse for almindelige turistrejser. Der er ingen data på de grå lande.