Gymnasium dropper stor samling af elever
Nørresundby Gymnasiums planer om en afslutningsfest for 250 elever er blevet ændret.
Nørresundby Gymnasium og HF har valgt at droppe dele af en ellers planlagt afslutning for de kommende studenter. Ændringen sker efter en dialog med Nordjyllands Politi.
Det oplyser Søren Hindsholm, der er rektor på Nørresundby Gymnasium og HF til DR Nordjylland.
- Jeg har haft et rigtig godt møde med Nordjyllands Politi. Efter deres vurdering er der ikke noget ulovligt ved arrangementet, men de synes måske heller ikke, det var så fed en ide med så mange mennesker samlet, når man ikke ellers må det, fortæller rektor Søren Hindsholm.
Udmeldingen kommer dagen efter, at Nordjyske.dk kunne fortælle, at gymnasiet på fredag ville holde afslutning for 250 3.g'erne og deres lærere ved at samle dem i kantinen til frokost med øl og vin.
I den forbindelse sagde Søren Hindsholm til Nordjyske:
- Det er jo efterhånden nemmere at finde ti veganere i Nordjylland, end det er at finde én med corona.
Frokost og udklædning i klasserne
Ændringen af arrangementet betyder, at elever og lærere i stedet skal være i deres respektive klasselokaler, hvor de sammen kan spise morgenmad og frokost.
Derudover vil der blive streamet video til og fra de forskellige klasselokaler, så konkurrencer som "bedste udklædning" og andre kåringer kan finde sted.
Søren Hindsholm siger videre til Ritzau, at han helst ville have holdt arrangementet i sin oprindelige form.
- Det er da lidt ærgerligt. Man kunne sagtens have gennemført det andet arrangement. Det havde givet dem en bedre sidste skoledag, siger han.
Nørresundby Gymnasium har tidligere under coronakrisen fået kritik, fordi gymnasiet i begyndelsen af marts lod fire gymnasieklasser rejse på studietur til Italien, der på det tidspunkt var det land i Europa, der var hårdest ramt af smitte med coronavirus.
Søren Hindsholm understreger, at der tilsyneladende er et meget lavt niveau af smitte på gymnasiet. Rektoren henviser til, at gymnasiet har haft ét tilfælde blandt elever og ansatte.