Samfund

EU-Kommissionen slår fast: Kunder har ret til at få refunderet deres flybillet

En række europæiske lande har gjort det muligt for rejseselskaberne at udstede gavekort for aflyste rejser.

Hvis europæere køber en flyrejse, som bliver aflyst på grund af coronavirus, har de ret til at få pengene tilbage.

Det slog EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, onsdag fast på et pressemøde, hvor EU-kommissionen fremlagde retningslinjer for at redde turismen i Europa.

- Europæiske forbrugere har ret til refundering, hvis det er det, som de ønsker. Punktum, lød det fra Margrethe Vestager.

Det er noget, som vækker begejstring hos Forbrugerrådet Tænk.

- Vi er rigtig glade for, at de slår fast, at de lovfæstede forbrugerrettigheder stadig gælder. Vi tror også, at det gavner forbrugertilliden på den lange bane. Når forbrugerne ved, hvilke vilkår der gælder, vil de også turde at købe rejser, når man igen kan rejse, siger Mads Reinholdt, direktør hos Forbrugerrådet Tænk.

Tilgodebevis i stedet for penge

Den løftede pegefinger fra EU-Kommissionen kommer, efter flere europæiske lande har tilladt rejseselskaber at tilbyde tilgodebeviser til kunder med aflyste flyrejser i stedet for at give kunderne pengene tilbage med det samme - i strid med EU-reglerne.

Danmark er blandt disse lande. Tirsdag fremlagde den danske regering en hjælpepakke til rejsebranchen, som er blevet ramt hårdt af lukkede grænser og fly, der holder stille på jorden.

Med hjælpepakken gjorde regeringen det muligt for rejsebureauerne at udstede gavekort - eller vouchers - til folk med aflyste pakkerejser på grund af coronavirus. Først et år efter har rejsebureauerne krav på at give deres kunder pengene tilbage. Inden hjælpepakken havde folk ret til at få pengene tilbage med det samme.

Og det vakte kritik fra blandt andre Forbrugerrådet Tænk, som påpegede, at forbrugerne grundlæggende har krav på at få deres penge tilbage.

- Vi synes, det er en forkert løsning, der er valgt. Når en forbruger køber en vare, der ikke bliver leveret, har forbrugeren helt grundlæggende krav på at få pengene tilbage, sagde Mads Reinholdt tirsdag til TV 2.

EU: Gør voucherne mere fordelagtige

Michael Svane, direktør i brancheforeningen Dansk Luftfart, er enig i, at det er vigtigt med forbrugerrettigheder, men hans ønske er, at luftfartsselskaberne får mulighed for at udstede en voucher, som er gyldig i 12 måneder.

- Når man har åbnet for æsken, som man gjorde tirsdag, hvor man vil give pakkerejser og rejsebranchen ret til at udstede vouchers, så har vi ret svært ved at se, at man ikke også kan understøtte luftfarten.

På onsdagens pressemøde anbefalede EU-kommissionen også at gøre voucherne mere fordelagtige for kunderne, da kommissionen grundlæggende mener, at voucherne er en god idé. Det kunne eksempelvis være at gøre dem mere fleksible.

Kommissionen sagde desuden, at de mener, Europas grænser skal åbne gradvist henover sommeren. De lande, som har færrest smittede, kan åbne grænserne samtidig, mens de lande, som er hårdt ramt, må vente længere.