Coronavirus

SF vil forlænge barsel under coronakrise

En forlængelse af barslen skal være frivillig, lyder det fra partiet.

Landets mindste borgere i form af kommende dagpleje- og vuggestuebørn skal have mulighed for at være lidt længere tid sammen med deres forældre på grund af coronakrisen.

Det mener partiet SF, der vil forlænge barslen, der slutter efter 1.maj til 1.september. Tilbuddet skal gælde for de forældre, der har lyst til at være længere på barsel.

SF fremsætter forslaget for at tage presset af de institutioner, der kæmper for at tilpasse sig de mange retningslinjer:

- På grund af corona skal der være plads til de børn, der har brug for at blive passet og set. Og der er både pladsproblemer samt udfordringer med at sikre, at der er ansatte nok. Derfor mener vi, at de helt små børn skal have mulighed for at komme lidt senere i vuggestue.

- Vi ved, at det kræver ekstra at indkøre børn, og derfor foreslår vi, at de kan vente til efter sommerferien, hvor vi forhåbentlig er længere væk fra corona, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

Forældre, som vælger at forlænge barselsorloven, skal kompenseres svarende til dagpengesats, lyder det fra partiet.

"Godt for alle"

Ifølge partiet vil forslaget give mindre pres på vuggestuer, da de står med en større opgave i at holde god hygiejne og andre krav for at mindske smitten med coronavirus.

Pia Olsen Dyhr uddyber i en pressemeddelelse, at hun og partiet tror, at det ”vil være godt for alle at vente”.

- Pædagoger og medhjælpere gør et fantastisk stykke arbejde under nogle svære omstændigheder. Men de har kun to hænder hver, og antallet af børn er afgørende for, at de både kan leve op til de særlige krav og give børnene en tryg og indholdsrig hverdag, skriver Pia Olsen Dyhr.

Hvis den forlængede barselsperiode strækker sig over sommerferien, vil det være et krav, at mindst tre af ugerne afholdes som almindelig arbejdsgiverbetalt ferie, lyder det fra partiet.

Venstre ikke afvisende

Spørger man i oppositionspartiet Venstre, er der positive takter i forslaget:

- Vi er ikke afvisende. Det er noget, som forældreorganisationen allerede præsenterede for en måned siden. Og hvis der er kommuner, der fortsat har så store udfordringer, skal vi være åbne for at kigge på alle forslag, siger børneordfører Eller Trane Nørby.

Hvad er covid-19 og coronavirus?

  • Corona er en familie af virusser, der kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlige infektioner i luftvejene. De almindelige CoV er globalt udbredte og forekommer hyppigst efterår og vinter.
  • Der findes nu seks forskellige CoV, som kan smitte mennesker. MERS og SARS er mest sjældne og alvorlige.
  • Den aktuelle virus hedder SARS-CoV-2  (Severe acute respiratorysyndrome coronavirus 2) og havde sit udbrud fra Kina i december 2019. 
  • Verdenssundhedsorganisationen (WHO) meddelte 11. februar 2020, at den sygdom, man får af det nye virus, har navnet covid-19 (coronavirus disease 2019).

Ordføreren understreger, at det skal ses som en sidste mulighed, da det ”selvfølgelig ikke er belejligt” for arbejdsgiverne.

Men det handler i sidste ende om barnets tarv, lyder det fra Ellen Trane Nørby. Og selvom forslaget lyder, at forældrene skal aflønnes med en dagpengesats, kan en arbejdsløs og en forlænget barsel ikke sammenlignes:

- Det er en anden situation, end at man gerne vil tilbage til arbejdsmarkedet, men ikke kan. Det er en særlig situation, som vi er nødt til at kigge på med pragmatiske øjne - særligt når det handler om barnets tarv.

- Det er ikke sådan, at vi siger, at SF's forslag er vores 1:1, men vi siger, at der er nogle positive takter i det, siger Ellen Trane Nørby.

Vuggestuer og daginstitutioner var en del af første fase af genåbningen af Danmark 15. april, hvor anbefalinger om daglig håndvask, afstand og vask af legetøj blev en del af hverdagen. Søndag blev flere anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen lempet - blandt andet kravet om afstand.