Coronavirus

Fire slags historier er gået viralt under coronakrisen: Se de mest populære Facebook-opslag her

Folkene bag undersøgelsen blev særligt forbløffede over en ting.

Danskernes samfundssind har fundet vej til Facebook i de seneste måneder. I hvert fald hvis man skal tro en ny analyse fra analysebureauet 'Analyse og tal', der har kortlagt de mest populære coronaopslag på Facebook.

Og folkene bag undersøgelsen blev særligt forbløffede over en ting:

- Det var overraskende, at der var så mange positive historier, der gik viralt. Selvom sociale medier tit bliver forbundet med falske nyheder og negativitet, har samfundssindet fået stor opmærksomhed, siger Sarah Steinitz, partner og analytiker i analysebureauet.

Sådan er analysen lavet

Analyse & Tal har baseret analysen på data fra 146 offentlige Facebooksider tilhørende danske nyhedsmedier og interessemagasiner. 

Coronarelaterede historier er defineret som alle posts, der indeholder ordene ”corona” og/eller ”covid”.

Tilsammen har de 18.000 opdateringer om corona og/eller covid fået 5,8 mio. interaktioner

Datagrundlaget er skabt ved at indsamle alle opslag fra Facebook fra de førnævnte 146 mediesider i perioden 1. januar 2020 til og med 26. april.

Vores virtuelle opførsel er et godt parameter for, hvordan vi har det i virkeligheden, mener Trine-Maria Kristensen, der er rådgiver i sociale medier.

- Stemningen på Facebook er et spejl af folkestemningen, siger hun.

De mest succesfulde coronahistorier kan deles op i fire kategorier:

  • Håb
  • Information
  • De sjove
  • Udskamning

HÅB

Der er én type coronahistorier, danskerne har været særligt ivrige efter at interagere med: Dem, der skildrer håb, optimisme og rigtige mennesker.

- Vi elsker historier om folk, der klarer sig på trods af modstand. Og det bliver forstærket i en krise, hvor de også kan forstærke fællesskabsfølelsen, siger Trine-Maria Kristensen. Tendensen viser, at de fleste har overskud til at bekymre sig om andre, fordi vi selv er i en – trods alt – fin situation. Vi har mad på bordet, tag over hovedet og den taknemmelighed bliver omsat til interaktioner på sociale medier, lyder det fra Trine-Maria Kristensen.

Den historie, der er blevet det største coronahit, er fra TV 2 Østjylland og viser, hvordan aarhusianerne synger en opdateret coronaversion af Kim Larsens 'Jutlandia'. 46.000 interaktioner er det indtil videre blevet til på opslaget.

Der er også musik i den historie, der tager andenpladsen. TV 2 viste, hvordan bandet Kandis overraskede plejehjemsbeboere, der på grund smitterisikoen ikke kunne få besøg - og brugerne kvitterede med over 20.000 interaktioner.

Hjemløsemediet Hus Forbi er også gået viralt med historien om Steen, der har fået et værelse på Danhostel, mens smitten gør det farligt at bo på gaden.

UDSKAMNING OG BROK

En del af de mest delte historier har omdrejningspunkt i brokkerier, forargelse og ikke mindst udskamning.

- Vrede er en stærk følelse, der kan aktivere os, og derfor trives den type historier på sociale medier, siger Sarah Steinitz.

Og på nogle måder kan brok være godt, for det kræver en eller anden form for overskud og ligger ret naturligt til danskerne at være kritiske, mener Trine-Maria Kristensen.

- Jeg tager det som et udtryk for, at vi har den mentale sundhed intakt. Hvis vi ikke brokker os, så er vi for bange, siger hun.

Et viralt hit i udskamningskategorien er historien her om unge amerikanere, der fester under spring break på trods af smitterisiko og myndighedernes formaninger. Det fik næsten 7000 danskere til at reagere med en vred emoji.

Også historien om tyve, der har stjålet masker og håndsprit fra et hospital, kunne få danskerne op i det røde felt.

INFORMATION

Også historier med information, viden og advarsler klarer sig godt under krisen. Tit er informationen kombineret med et håb om, at videnskaben er godt på vej mod en vaccine.

Trine-Maria Kristensen er overrasket, men glad for, at der ikke var mange konspiratoriske historier i analysen.

- Heldigvis har vi ikke tre historier i topti om, at man bliver kureret for covid-19 ved at spise c-vitaminer, siger hun.

Rapporten med navnet How Corona became an infodemic kortlægger ellers en historisk stor spredning af misinformation under coronakrisen. Men at Danmark er sluppet relativt billigt kan skyldes, at vi har afværget de værste skrækscenarier.

Berlingskes opslag om et lovende forsøg fra en fransk læge kombinerer både videnskab og håb, og det har resulteret i næsten 15.000 interaktioner.

Zetlands video, hvor man kommer helt ind i en coronaramt krop, er også delt flittigt.

HUMOR

Hvis en historie skal gå viralt, virker humor også.

- Det er meget typisk dansk – at vi får lidt ironi og et smil frem, selvom der ligger alvor bag, siger Sarah Steinitz.

En af de mest populære humordrevne coronaopslag er fra TV Midtvest. Det viser thyboen Søren, som i frustration har skrevet en sang, som han, akkompagneret af guitar, synger på nordvestjysk.

Et andet eksempel på en humoristisk coronahistorie er komikeren Melvin Kakooza, der er trukket i træningstøjet og har lavet coronafitness.