Sjælden børnesygdom undersøges - kan hænge sammen med coronavirus

I USA forsøger man at kortlægge den nye sygdom, der ligner Kawasakis syndrom. Den er endnu ikke set i Danmark.

De seneste dage har man kunnet læse historier om en ny mystisk sygdom, der menes at kunne hænge sammen med covid-19.

Sygdommen minder meget om Kawasakis syndrom, der er en febersygdom med ledsmerter, diarré og udslæt, og den rammer børn.

Fredag døde en femårig dreng i delstaten New York. Der har været lignende tilfælde i Storbritannien, skriver BBC.

Men det ser ud til, at det er sjældne og grelle tilfælde.

Kawasaki syndrom

  • Kawasaki syndrom er en børnesygdom, der giver feber, diarré og ledsmerter. Tilstanden er meget velkendt blandt børnelæger.
  • De synlige symptomer er røde øjne uden øjenbetændelse, røde læber, rød tunge, udslæt og hævede lymfeknuder på halsen. 
  • I en fjerdedel af tilfældene får børnene udposninger på hjertets blodårer, og det kan være farligt uden den rigtige behandling. 
  • Det smitter ikke, men der er heller ikke en test, man kan tage, for at afgøre, om det er kawasaki, barnet fejler.
  • Med den rette behandling kommer børn sig uden mén. 

Hvis sygdommen er relateret til den nye coronavirus, hører det med til historien, at coronavirus blandt børn er sjælden.

Ifølge tal fra Statens Serum Institut var blot 2,8 procent af de bekræftede smittede børn i alderen 0-17 år. Tallene er fra midt i april.

Instituttet skriver også, at børn generelt får et mildere forløb, hvis de bliver smittet.

Forsøger at kortlægge sygdommen

Derudover er der få tilfælde af børn med den ukendte, sjældne sygdom. I delstaten New York er 15 børn indlagt med sygdommen.

Også i Storbritannien er tallet lavt. Ifølge BBC er der omkring 20 børn, der har udvist de samme symptomer.

Børnene i både Storbritannien og USA er ikke alle testet positiv for coronavirus, men lægerne mener, at der er en sammenhæng.

USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse, CDC, skriver ifølge Ritzau i en e-mail til Reuters, at det samarbejder med epidemiologer og andre forskere for at indsamle data for bedre at kunne kortlægge den nye sygdom.

For tidligt at sige, om der er tilfælde i Danmark

I Danmark er der ikke set tilfælde af den nye sygdom, fortæller Mette Holm, overlæge på Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital.

Mette Holm mener dog stadig, at landets læger skal være opmærksomme på det. Derfor sendte hun og en række andre eksperter et skriv til landets børnelæger om de tilfælde, man har set i udlandet.

- Vi har ikke børn, der er kritisk syge i Danmark, men vi synes, at de danske børnelæger skal være opmærksomme på det, siger Mette Holm.

Der har også været tilfælde af børn med Kawasakis syndrom. Ingen har dog været positive for covid-19. Men Mette Holm holder øje med, om der kommer flere tilfælde af børn med Kawasakis syndrom i denne tid.

- Det er for tidligt at sige, om det er en ophobning, der er i Danmark, siger hun.