Gaden

Jeg var 14 år og drak en kasse øl om dagen - her er min historie

Wesley på 35 år er en af de godt 3000 hjemløse, der har base i hovedstadsområdet.

Det første, jeg husker i livet, var en aften, hvor jeg hørte tumult, og min mor græd. Hun var inde på et værelse sammen med mine oldeforældre og min lillebror på seks-syv måneder.

Jeg prøvede at kæmpe mig ind på værelset, men de stoppede mig igen og igen. Da jeg endelig kom derind, så jeg, at min lillebror lå livløs.

Dagen efter fandt jeg ud af, at han var død.

Jeg var kun tre år gammel og havde ikke engang lært om livet. Men inden jeg overhovedet fik set mig om, lærte jeg, at man også skal bort herfra på et tidspunkt.

Mit navn er Wesley, og jeg er 35 år gammel. Jeg kommer fra Brasilien og har boet i Danmark i de seneste 25 år.

Jeg er en af de hjemløse, som du ser på gaden i København, og jeg har valgt at fortælle min historie for at oplyse om, at selvom man har truffet nogle forkerte valg i livet og er gået hen og blevet misbruger, er der jo en historie bag enhver mand.

Jeg tror, at de fleste misbrugere er nogle meget følsomme mennesker, som et eller andet sted i deres liv har oplevet noget, der har gjort, at de ville flygte fra virkeligheden – flygte fra følelserne.

Det hele begynder med alkohol, men hvis det ikke fungerer for en, prøver man med andre ting. Stille og roligt går man over til hash eller speed og coke, og så ryger man på heroinen i sidste ende. Og det handler alt sammen om at slukke følelser.

De første år i Brasilien

Da min mor fik mig i 1985, var hun 17 år gammel og ugift. Det var helt uhørt dengang i Brasilien, som var et dybt katolsk land.

Ingen i familien ville huse min mor. Ikke engang hendes egen mor, min mormor, ville have noget med os at gøre. Vi blev regnet for værre end herreløse hunde. Så min mor rejste rundt med mig på skødet og fik lov at bo en uge her og 14 dage der – indtil vi fik en billet hen til næste familiemedlem. Nogle gange måtte vi rejse i dagevis med bus.

Da jeg var omkring halvandet år, gav min oldefar os lov til at bo hos ham. Så ville vi altid have et tag over hovedet, sagde han. Mine oldeforældre havde en gård omkring 900 kilometer nord for Rio, hvor der var kaffeplantage og masser af frugter og grønsager at plukke af. Der manglede aldrig mad.

'Gaden' - om Wesley

Dokumentarserien 'Gaden' følger i to år Wesley, Danny og Mette, når de fortæller deres egne historier med fokus på de barndomstraumer og svigt, der fik dem til at søge livet på gaden.

Wesley optræder kun med fornavn, men hans fulde identitet er kendt af TV 2.

Se alle tre afsnit af 'Gaden' på TV 2 PLAY.

Min mor arbejdede i byen og sendte penge hjem til at forsørge mig. Indimellem havde hun tre-fire jobs på én gang. Så der kunne gå måneder og op til et halvt år imellem, at jeg så hende.

Jeg savnede min mor meget, men havde samtidig et mærkeligt forhold til hende. Efterhånden opfattede jeg mere min oldemor som min mor. Hun var et dejligt menneske og lærte mig om pli, respekt og medmenneskelighed. Mens min oldefar afstraffede mig for at være en pestilens. I hans øjne var jeg en bastard, og han prøvede altid at få mig til at føle smerte.

Jeg fik nogle på kassen med det, der lige var i nærheden. Det kunne være elektriske ledninger, en træsko, en kæp eller en mursten, han kastede efter mig.

Da min mor en dag kom hjem med en lille dreng på armen, blev min oldefar rasende. Han troede nok, at hun ville efterlade endnu et barn hos ham.

Hvordan min lillebror døde, ved jeg ikke med sikkerhed. Min mor siger, at han døde af en abesygdom. I hvert fald har den tumultagtige aften indprentet sig dybt i mig. Lige siden tænkte jeg, at det nok en dag blev min tur.

Da jeg var fem-seks år, kom jeg i skole inde i byen. Jeg var ikke vant til andre børn og var en rigtig outsider. Jeg vidste ikke, hvad et plus et var, og jeg kunne ikke engang tælle til ti. En rigtig landmandstosse, kan man sige. På første skoledag tissede jeg i bukserne.

Den dårlige start gjorde, at jeg aldrig faldt til i skolen og blev drillet af de andre.

Et par år senere mødte min mor en dansk sømand, der var maskinmester på et containerskib. Hun tog med ham til Danmark for at se, om det var et sted, hun ville slå sig ned.

Efter et år vendte hun tilbage og hentede mig.

Kulturchok i Danmark

I december 1994 kom jeg til Danmark. Jeg var lige knap ti år gammel. Alting var spændende og nyt.

Allerede da vi ankom til lufthavnen i Kastrup, følte jeg, at jeg kunne lægge hele verden ned. Selvom min mor sagde, at jeg skulle tage varmt overtøj på, mente jeg ikke, at jeg havde brug for en jakke.

Jeg kan tydeligt huske, at lige så snart jeg trådte ud ad lufthavnsdøren, var det så sindssygt koldt, at det føltes som om, der stod tusinde mennesker og nev mig overalt på kroppen. Så jeg løb straks ind igen.

Efter 25 år har jeg stadig ikke vænnet mig til kulden.

Sådan er artiklen lavet - Wesley

Gennem to år har TV 2 fulgt Wesley til dokumentarserien ’Gaden’. I forbindelse med programmet er han blevet interviewet flere gange.

Wesleys historie er skrevet af en journalist på baggrund af flere samtaler samt de interviews, han har givet til dokumentarserien.

Wesley har efterfølgende læst og godkendt artiklen.

Kort efter vores ankomst forlod vi dog landet igen. Min stedfar tog min mor og mig ud at sejle i tre måneder, hvor han var mønstret på en tur til Hongkong. Vi sejlede rundt i Østen et stykke tid og op gennem Suezkanalen.

Det var den vildeste rejse. Pludselig kunne vi blive omringet af en kæmpeflok på flere hundrede eller tusinder af delfiner. Engang var der en hval, der svømmede oppe langs skibet. Sådan nogle vilde oplevelser, der kom helt uventet.

Jeg mærkede stilheden ude på havet, og jeg fandt ud af, at ikke to solopgange er ens. Og der blev jeg forelsket i at sejle simpelthen. Jeg vidste, at mit hjerte hørte til på havet.

Bagefter var det lidt af et kulturchok at begynde på livet i en dansk provinsby.

På min første dag i skolen var det eneste, jeg kunne sige på dansk: ”Jeg har ikke forstået”. Da læreren sagde mit navn, rejste jeg mig op og stod skoleret, som man gør i Brasilien. Og så flækkede de andre af grin.

Jeg havde kun min mor og stedfar at tale med, fordi de var de eneste, der kunne portugisisk. Så det var vigtigt for mig at lære at kommunikere med andre for at få venner. På mellem tre til seks måneder lærte jeg flydende dansk.

Men selvom jeg hurtigt lærte dansk, havde jeg altid fornemmelsen af ikke at høre til nogen steder.

Dengang var jeg jo meget mere brun i huden, næsten mulatagtig, fordi jeg var vokset op tæt ved ækvator, hvor vi altid havde sol. Så selvom jeg var ”hvid”, var jeg brun. Derfor har jeg aldrig passet helt ind med mine danske venner og heller ikke med mine muslimske venner, fordi jeg ikke var muslim. Jeg var sådan en lus mellem neglene.

Det gik dårligt i skolen. Jeg begyndte at pjække og fandt sammen med nogle andre unge, der hang ud på gågaden i Fredericia.

Smidt på gaden

Hjemme begyndte min mors og stedfars forhold at gå ned ad bakke. De skændtes mere og mere. Jeg kunne høre dem inde fra mit værelse. Og så var det, at jeg begyndte at ryge hash.

Når jeg røg en joint eller en pibe, blev jeg lidt ligeglad med det hele, og det var nemmere at holde skænderierne ud derhjemme.

Da jeg blev konfirmeret, brugte jeg alle pengene på hash. Min mor fandt ud af det og kaldte mig ”junkie”.

Kort efter blev jeg smidt ud hjemmefra, og som 12-13-årig begyndte jeg at leve på gaden.

I et års tid levede jeg som ”sofasurfer” rundt omkring hos venner, som havde gode forældre, der tog mig til sig. Så sov jeg en nat her og et par nætter der. Nogle gange havde jeg ikke noget sted at være, så lå jeg udenfor. Eller under opgange.

Dem, der blev mine bedste venner, var faktisk nogle, jeg boede på gaden sammen med. Vi kunne relatere til hinandens situation. I mange perioder fik vi kun det at spise, som vi kunne skaffe. Så det var fra hånden til munden.

Engang kom jeg op til kommunen, efter jeg ikke havde spist i fire dage. Jeg spurgte, om de kunne hjælpe mig, for jeg havde hørt, at der var nogle steder, børn kunne komme hen, når de var endt på gaden.

Jeg var helt svimmel af sult og besvimede på min sagsbehandlers kontor. Men i min journal skrev hun, at jeg var ”så skæv på stoffer”, at jeg ”væltede rundt” på kontoret. Det fandt jeg ud af mange år senere, da jeg søgte aktindsigt i mine journaler.

Måske var det netop den formulering, der afgjorde min skæbne.

Mareridtet på Fulton

Jeg var jo bidt af havet og havde flere gange spurgt, om jeg måtte komme på Skoleskibet Danmark, som jeg havde hørt så meget godt om. Men det kunne jeg ikke, sagde de, fordi jeg var for ung og ikke passede ind.

I stedet blev jeg sendt på Fulton, som dengang var en slags opdragelsesanstalt for adfærdsvanskelige unge. Jeg havnede blandt en masse kriminelle og stofmisbrugere. Som 13-14-årig var jeg den yngste og mest uskyldige af eleverne, og jeg var også den eneste udlænding. Så jeg blev altid lokket til at lave et eller andet dumt.

Når vi ikke var på skibet, boede vi på noget, der hed Postgården i Assens, og der lærte de andre mig at bryde ind på bådene nede på lystbådehavnen, i kolonihavehuse og at stjæle i supermarkedet. Vi sniffede også lightergas.

Ellers blev vi mest brugt til fysisk arbejde. Vi skulle vedligeholde skibet, når det lå på værft. Engang, hvor jeg havde lakeret masterne på Fulton, sagde jeg: ”Nu er jeg færdig med at lakere”. Så fik jeg svaret: ”Ja, for denne gang. Så mangler du bare 16 gange mere”.

Jeg kunne ikke lide at være der og stak hele tiden af derfra.

Men jeg blev bare sendt videre til andre skoler for adfærdsvanskelige unge, blandt andet flere Tvindskoler, hvor meget af tiden også gik mere med renoveringsarbejde end med undervisning.

Jeg hang fast i misbrugsmiljøet, og som 14-15-årig var jeg oppe på at drikke næsten en kasse øl om dagen.

Lige indtil en dag, hvor min sagsbehandler og min mor tog mig med ud på et skoleskib, der hed M/S Hans Christian Andersen. Det var i virkeligheden et afvænningssted for unge fra Tvindskolerne. Men det vidste jeg ikke. De efterlod mig derude, og jeg blev så syg af abstinenser, at jeg var ved at dø af det. Der blev ikke givet nogen form for behandling.

Trods den hårde start blev jeg med tiden ret glad for at være på skibet, hvor jeg nåede at opholde mig i halvandet år, før det blev solgt til noget charter-halløj nede sydpå.

Jeg vendte tilbage til mit gamle miljø i Fredericia. Og til flere skuffelser. Jeg ansøgte kommunen om hjælp til at komme på Søfartsskolen, men fik nej. Jeg søgte om støtte til at få et kørekort, så jeg kunne begynde i et taxa-job, men fik nej.

Mit misbrug af alkohol og hash fortsatte. Det var så indgroet en vane, og det var det eneste, jeg kendte til. Efterhånden begyndte jeg at eksperimentere med hårdere stoffer.

Familiefar på kokain

Der var en pige, jeg havde haft øje på i et stykke tid. Vi boede i den samme blok i Fredericia. Og så pludselig en dag, da jeg stod nede på diskoteket, kom hun ind i en sommerkjole. Og bang! Vi begyndte at komme sammen.

I starten af 20’erne var jeg ellers nået til et stadie af mit liv, hvor der ikke var så meget tilbage for mig her i verden. Jeg havde oplevet en masse dårlige ting på krop og sjæl, og jeg følte ikke rigtig, der var noget at holde fast i.

Men det skulle vise sig, at pigen, som jeg blev forelsket i, gik hen og blev mor til mine to prinsesser.

Min første datter blev født i 2007. At blive far. Det kan ikke beskrives med ord. Altså, det er noget af det bedste, et menneske kan opleve. Jeg får helt kuldegysninger af at tænke på det. Det var en følelse af stolthed, af at skabe noget så perfekt, og at føre generationerne videre.

Stofmisbrug i Danmark

Sundhedsstyrelsen skønnede i 2019, at 84.430 personer har et højrisikoforbrug af stoffer.

I 2018 var der ifølge Sundhedsdatastyrelsen 16.961 personer i behandling for stofmisbrug. Der er altså en massiv underbehandling på misbrugsområdet, hvilket Rådet for Socialt Udsatte finder dybt problematisk.

Kilde: Rådet for Socialt Udsatte

Jeg tror, alle fædre siger, hvis de ryger hash, at de stopper med at ryge hash, når de får deres barn. Og det lykkedes mig i en uge eller ti dage efter fødslen, men så røg jeg mindst lige så meget igen, måske det dobbelte.

Afhængigheden var for stærk. Når man har røget så længe, ligger det i rygraden og er en del af ens liv og hverdag.

På det tidspunkt arbejdede jeg som slagteriarbejder og fik 12.000 udbetalt hver fjortende dag. Det var fristende at have så mange penge mellem hænderne. Udover hashen røg og sniffede jeg kokain, og jeg kunne køre på næsten i døgndrift.

Men det lykkedes mig at holde de to verdener adskilt. Jeg arbejdede fra klokken 7-14 på slagteriet, tog hjem og passede børn og lavede mad, uden at familien mærkede til mit misbrug. Jeg røg kun sammen med vennerne og aldrig derhjemme foran pigerne.

Så skete der det efter nogle år, at børnenes mor og jeg ikke kommunikerede med hinanden mere. Afstanden mellem os blev større og større.

Jeg følte, at pigerne kunne mærke, at der var noget galt imellem os. Jeg ville ikke have, at de tog skade af det eller måske en dag sad med en følelse af skyld og skam, sådan som jeg selv gjorde, da min mor og stedfar gik fra hinanden. Så jeg valgte at pakke et par tasker og tage afsted.

Det var den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget.

Et liv som hjemløs

Jeg tog direkte til Aalborg og levede der som hjemløs i fem år.

De første tre-fire uger faldt jeg i søvn grædende og vågnede op grædende. Jeg kunne sætte mig ned til havnen og kigge over vandet, og så trillede tårerne bare ned over kinderne på mig uden en lyd. Altså, de løb bare ned som et vandfald.

Da jeg forlod min familie, havde jeg et rimeligt heavy misbrug, og jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville opsøge nogen i Aalborg, der havde med coke at gøre. Så jeg gik fra at tage mellem fem og ti gram hver dag til kun at tage et halvt gram med derop. Og så sagde jeg farvel til det i næsten fem år, før jeg begyndte at tage lidt igen.

I stedet blev jeg dybt alkoholiseret. Altså, man skrotter et problem og begynder med et nyt. Jeg skulle jo have noget at slukke følelserne med. Jeg var nok oppe på at drikke 10-15 halvliters øl og en til tre flasker vodka om dagen.

Jeg husker bare, at jeg på et tidspunkt tænkte, at det ikke var sådan, jeg skulle ende mine dage

Wesley, hjemløs

Efter nogle år på den måde var jeg langsomt ved at drikke mig selv ihjel. Jeg husker bare, at jeg på et tidspunkt tænkte, at det ikke var sådan, jeg skulle ende mine dage. Så da jeg var omkring 29 år, kom jeg i behandling for mit alkohol- og hashmisbrug.

I lige knap ni måneder var jeg på afvænningscentret Sct. Ols på Bornholm. Jeg lærte en hel masse om mig selv og forstod, hvorfor jeg var endt i et misbrug. At det hele tiden havde handlet om at flygte fra følelser, der var for svære at være i. Dårlige følelser som skuffelse, skam, ked-af-det-hed og at være uværdig.

Det var også under behandlingen, at jeg søgte aktindsigt i mine journaler. Min eks havde på det tidspunkt ansøgt om fuld forældremyndighed over pigerne, så jeg ville undersøge, hvordan jeg stod.

Jeg opdagede, hvordan jeg var blevet beskrevet af de skolelærere, pædagoger og sagsbehandlere, jeg havde haft med at gøre gennem tiden. Pludselig kunne jeg forstå, hvorfor jeg var blevet sendt hen på de skoler, som jeg blev.

Jeg fældede mange tårer, mens jeg læste mine journaler.

Da min behandling var gennemført, havde jeg det fantastisk godt. Jeg trænede hver dag og var sund at se på. Pludselig kom jeg op på at veje 88 kilo, hvor jeg ellers aldrig havde vejet over 70. Jeg havde megameget selvtillid og følte, at jeg kunne klare hele verden.

I 14 måneder og en uge holdt jeg mig clean. Jeg følte, at tingene bare kørte for mig, og jeg undersøgte, hvor jeg kunne komme i gang med at uddanne mig til styrmand og var på jagt efter en bolig i nærheden.

Til en fest med vennerne tænkte jeg, at jeg da sagtens lige kunne ryge en lille joint og drikke en enkelt bajer sammen med de andre. For jeg havde jo styr på det.

Men selvfølgelig havde jeg ikke det. Lige så snart jeg havde taget den første, så tog jeg også nummer to og tre.

Dagen efter sad jeg dybt ulykkelig og var alkoholiker igen.

Håbet om et andet liv

I de seneste fire år har jeg levet som hjemløs i København. Lige nu er jeg så heldig at bo på et værelse på Mændenes Hjem.

Jeg har i dag et misbrug af crack cocaine, som er den mest koncentrerede form for kokain, hash og heroin, og jeg skaffer penge til det ved blandt andet at sælge Hus Forbi-aviser og lave forefaldende arbejde for H17 (fixerum på Vesterbro, red.).

Nogle gange er jeg tvunget til at stjæle ting, som jeg kan sælge videre, men det hader jeg. Så det undgår jeg så vidt muligt.

Selvom det hele indimellem virker håbløst, er jeg nok en af dem, der aldrig kommer til at give op.

For et par uger siden begyndte jeg på metadonbehandling, og min plan er, at jeg først trapper ud af heroinen og derefter kokainen. Mit store ønske er at komme helt ud af mit misbrug og finde noget at beskæftige mig med, så jeg kan komme væk fra miljøet på gaden.

Jeg kunne stadigvæk godt tænke mig at komme ud at sejle. Ikke nødvendigvis som styrmand, men bare arbejde på havet på en eller anden måde. Måske som skibskok eller dykkersvejser på en boreplatform.

Mine piger er min største motivationsfaktor. De er nu ni og tretten år, og det er et par år siden, jeg sidst så dem. Men jeg håber, at jeg på et tidspunkt vil få dem at se igen. Selvfølgelig først, når jeg er helt afklaret med, at jeg ikke længere skal være på stoffer.

Jeg ved, at der er noget for mig derude. Så den tid skal nok komme.

Se 'Gaden' lige nu på TV 2 PLAY eller torsdag klokken 20.40 på TV 2.