Samfund

Telttur i de danske skove hitter - nu kan du slå dit telt op endnu flere steder

Coronakrisen betyder, at flere danskere søger ud i naturen for at overnatte under åben himmel.

Sommerferien ligger lige om hjørnet, og for mange danskere plejer det at betyde en uge under sydens sol.

Men det bliver formentlig anderledes i år. Coronakrisen har lukket landegrænser og holder fly i hele verden på jorden.

Det kan betyde sommer i Danmark for danskerne, og det bliver fra i dag muligt for endnu flere danskere at slå deres telt op i de danske skove og sove i det fri.

Der tilføjes nemlig i dag 77 danske skove til listen over naturområder, man kan overnatte i - og dermed er der i alt 275 skove med fri teltning.

Miljøminister Lea Wermelin (S) fortæller, at de oplever en stor efterspørgsel på mulighed for at overnatte under åben himmel - blandt andet fra spejdere.

Alene i marts og april har der været over 50 procent flere bookinger af lejrpladser i Danmark i forhold til sidste år. Også før coronakrisen var interessen for overnatning i det fri stigende, og fra 2013 til 2019 blev antallet af bookinger på lejrpladserne fordoblet.

- Jeg synes, det er helt oplagt, at der skal være den her mulighed, når vi kan se, der er mange flere danskere, som skal være herhjemme til sommer, og vi kan se, der er en stor søgning ud i naturen. Jeg tror, man kan mærke, at naturen gør noget godt for én i denne tid, siger miljøministeren.

- Der er ikke noget, vi går glip af

En, der kan mærke, hvad naturen betyder under coronakrisen, er Elisabeth Bejer-Pedersen.

Hun er taget ud i naturen på en fem dage lang tur i shelter med sin halvandet år gamle søn, Birk.

- Birk og jeg plejer at være derhjemme sammen, og vi plejer at gå i forskellige legestuer i løbet af ugen. Men alt er aflyst. Så der er ikke noget, vi går glip af, siger Elisabeth Bejer-Pedersen.

Hun fortæller, at hun godt kan lide friluftsliv og længe har villet tage sin søn med på en tur i det fri, men "tiden er gået med en million andre ting" og sociale arrangementer. Noget, der ikke længere er en mulighed.

Vigtigt at danskerne bruger naturen

Mange danskere går derhjemme i coronatiden, men allerede inden krisen ramte, var efterspørgslen på overnatning i naturen steget over en årrække.

- Derfor er det også vigtigt, at vi politisk kan være med til at understøtte, at endnu flere danskere gerne vil sove udenfor, siger miljøministeren.

Anne Johannison, som er naturvejleder, påpeger dog, at der også er en bagside ved de nye muligheder. Det er ifølge hende ikke meningen, at skovene skal blive en campingplads, hvor folk ligger i lag.

'1-2-3'-regel

For at undgå at skovene bliver fyldte i en tid, hvor man skal holde afstand, er der lavet en såkaldt '1-2-3'-regel, som Naturstyrelsen skal sørge for bliver håndhævet.

Reglen går ud på, at det er tilladt at slå et telt op til maks tre personer, det er tilladt at slå maks to telte op, og det er maks én nat, man kan overnatte.

- Det gør, at naturen bedre kan klare det, siger Anne Johannison med henvisning til, at skovene ikke bliver overfyldte.

Ifølge Lea Wermelin (S) er der gode erfaringer med fri teltning i Danmark. Danskerne er generelt gode til at rydde op efter sig selv.

- Og det er selvfølgelig også nødvendigt, at man følger de regler, der er, siger hun.