Samfund

Der kommer flere delfiner i danske farvande: - Nu kommer der også mindre flokke

Delfinerne følger sandsynligvis med maden og det varmere vand, siger hvalekspert.

Når Mikkel Jørgensen den seneste tid har padlet på sit SUP-board på Limfjorden har han flere gange set en delfin, og for nylig fik han også optaget en video af hvalen.

- Det er jo fantastisk at opleve et dyr, som vi ikke normalt ser, når vi er ude på vores SUP-boards og ude på vandet, siger han til TV 2.

Og chancen for at se delfiner i danske farvande er blevet større, især de seneste fem år.

- Nu er der ligesom mere power på. Og der kommer flere af dem. Øresvinene for eksempel, nu kommer der også mindre flokke i stedet for kun enkelte individer, siger hvalekspert og ph.d. Carl Kinze.

Øresvinet er en af de delfinarter, der typisk er at finde i de danske farvande, selvom den ifølge Miljøstyrelsen generelt ikke regnes for en af vores hjemmehørende delfinarter.

Hvidnæsen, som nogle gange også kaldes den danske delfin, er mere almindelig, og næstefter marsvinet er det den mest almindeligt forekommende hval i Nordsøen. Den ses også ofte i Skagerrak og Kattegat.

Den almindelige delfin er et sjældnere syn i danske farvande, men også den er de senere blevet set mere hyppigt.

Ansjoser og sardiner

Stigende havtemperaturer er ifølge Carl Kinze den mest sandsynlige forklaring på, at der kommer flere delfiner til. Og så er delfinernes livretter også flyttet ind i de danske farvande.

- Sardiner og ansjoser er kommet til, hvor vi ellers kun havde sild og brisling. Og det kan da godt være, at de simpelthen følger med maden og det varmere vand, siger Carl Kinze til TV 2.

Han er glad for, når folk som Mikkel Jørgensen tager gode billeder og optager videoer af delfiner.

- For det gør os nemlig i stand til ikke kun at finde ud af, hvad det er for nogle arter, men også, hvad det er for nogle individer. Så med gode billeder kan vi finde ud af, om det er en dreng eller en pige, og med gode billeder kan vi også se de individuelle kendetegn, siger han.